Europa (2021)
Den unge irakiske flygtning Kamal forsøger indædt at komme via den tyrkisk-bulgarske grænse til Europa. Han må konstant være på vagt.
PÅ FLUGT I GRÆNSELANDET
Vellykket, doseret, klaustrofobisk, nådesløst, håndholdt og tankevækkende blik på den unge irakiske flygtning Kamals indædte forsøg på at komme via den tyrkisk-bulgarske grænse til Europa. Efter det er lykkedes ham at stikke af fra de (i øvrigt umenneskelige) grænsevagter, finder han sig selv i et ingenmandsland, hvor han konstant må være på vagt. For her patruljerer nådesløse lokale, der ikke skyr nogen midler i mødet med illegale flygtninge.
Intet stort eller patetisk nummer
Med en spilletid på behagelige 72 minutter søger instruktør Haider Rashid ikke at gøre et hverken stort eller patetisk nummer ud af den betændte virkelighed, som den udspiller sig højaktuelt flere steder i verden. Man kunne nemt forestille sig en gengivelse, der gik all-in på ynk med ”gregoriansk kor” på lydsiden.
Hårrejsende thriller-proprotioner
Fokus er på Kamals her-og-nu-situation, der antager hårrejsende thriller-proportioner stort set uden brug af boosts på hverken billed- eller lydsiden (bl.a. er her ingen underlægningsmusik overhovedet). Kamals rejse bliver stadigt farligere, men den fine behandling af temaet trækker klogt i en anden retning end det stressede udgangspunkt.
På flugt i grænselandets skove
Det lange ophold i grænselandets skove bidrager med ro og taktilitet, samtidig med at lyddesignet omfavner naturens – og situationernes – egne lyde. Det gælder for Kamal om at være absolut musestille, hvorfor nærheden i lydbilledet omkring ham spiller en bærende rolle.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2021, Irak, Psykologisk drama, Drama, Thriller, 72 min.
Dansk titel: Europa- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation