The Yellow Birds (2017)

To purunge amerikanske soldater på hhv. 18 og 20 år forsøger at holde sig oven vande i Irak-krigens helvede. Det viser sig meget vanskeligt, og den ældste af de to drives desuden til vanvid af et løfte, han gav den yngres mor, før de tog af sted. Det lyder da som et meget fascinerende pitch, og "The Yellow Birds leverer da også varen – men desværre indhyllet i patos fra ende til anden.

Potentiel identifikation

Instruktør Alexandre Moors har ret beset hjertet på rette sted i sin filmatisering af Kevin Powers' roman. Her er potentiel identifikationsmulighed med både 18-årige Daniel Murphy og 20-årige Brandon Bartle. Hver især kæmper de med krigens umiddelbare helvede og de dæmoner, den kaster af sig.

Sarte krigssjæle

Krigsnerven og den medfølgende afmagt hos sartere soldatersjæle er i glimt rigtig pænt formidlet. De ældre befalende har for længst lært at distancere sig, og det fyger gennem luften med nedværdigenede jargon, som det nu engang er kutyme i hæren.

Taber pusten

"The Yellow Birds" taber dog pulsen, og den røde tråd bliver slap ret tidligt i filmen. Det skyldes den patos, der er smurt ud over snart sagt alt: Skuespillet kammer over (særligt hjemme i staterne blandt drengenes mødre, Toni Colette og Jennifer Aniston), fortællestilen ligeså. Og så er der det bundløse ocean af sukkerbelagt stemningsmusik, der sætter dagsordenen fra ende til anden. Alden Ehrenreich og Tye Sheridan spiller fint i vanskelige og ekstremt følelsestunge soldaterroller, men de står ret alene i en film, der ret tidligt drukner sig selv i ovennævnte.