Elysium (2013)

Ovenpå den overraskende og medrivende District 9 (2009) virker selvsamme instruktør – Neill Blomkamps – seneste film noget fesen.

Hårdt pumpet
Den er ellers hårdt pumpet med alt det nye isenkram, som det forventes at tage sig ud omtrent 150 år ude i fremtiden: Masser af små og store fladskærme, stifttalende robotter i menneskestørrelse og elegante præcisionsvåben i alle former og farver. Men allermest er det hovedpersonens, Max’, fikse metalstativ, der er boret fast til væsentlige knogler – og kraniet – der udgør filmens teknologiske vidunder.

Dødeligt bestrålet
Med stativet påmonteret får Max nemlig de nødvendige super powers for at kunne tage kampen op på både egne og fattige jordboeres vegne: Max er blevet dødeligt bestrålet på arbejde og skal inden fem dage finde en hemmelig vej til den menneskeskabte luksus-rumstation, Elysium, hvor han kan blive helbredt af moderne teknologi.
 

Frihed, lighed og godt helbred

Samtidig møder han barndomsveninden, hvis lille pige har uhelbredelig leukæmi, så måske kan Max både sikre frihed, lighed og godt helbred via sin med vold og magt tiltuskede Elysium-rejse.

Interessant start
Filmen begynder relativt interessant og fungerer faktisk pænt, lige indtil Matt Damons Max bliver bestrålet og kommer under et liv/død-tidspres. Nu udvikler filmen sig ind i en uklædeligt overdramatiseret retning, hvor alt fra klichéer over vakse lydeffekter til stereotyper står på nakken af hinanden for at komme til – og kvæle filmoplevelsen.

Forudsigelig fremtidsmelodramatik
Herfra er der kun én vej: Den forudsigeligt fremtidsmelodramatiske, med alt hvad det indebærer af ensretning og genretilbedelse, helt uden kritiske briller. Matt Damon er fresh i den temmelig kedelige hovedrolle. Der er ikke bid i nogle af birollerne, selvom et par af skurkene har en vis kant.