The Liability (2012)

    19-årige Adam tager et chaufførjob, der skal vise sig at trække spor af mord, hævn og outreret vold efter sig.


    GENREKONGLOMERISK VILDSKAB

    Denne kækt fortalte britiske krimi-komedie beviser, at genrer kan blandes i en sådan grad, at der næsten tages kvælertag på farver og striber. For hvad er det egentlig, vi skal mene om 19-årige Adams farefulde færd mellem lejemordere, sexkillinger og hårdtslående gangstere? Svaret blafrer i slipstrømmene efter de biler, Adam er chauffør i.

     

    En levende kneppedukke

    Jack O'Connells Adam er stedsøn til Peter Mullans alt andet end sympatiske Peter. Stedfaren vader i (gangster)penge og er øjensynlig kun sammen med Adams mor for at have sig en levende kneppedukke, som han kan kontrollere efter forgodtbefindende.

     

    Blodig bagtanke

    Da Adam har smadret Peters dyre bil, kræver Peter en tilbagebetaling på den eller anden måde. Derfor parrer han stedsønnen med Tim Roths lejemorder Roy. Så kan de to begå ugerninger sammen, hvis da ikke Peter har en endnu mere blodig bagtanke med chaufførjobbet.

     

    Genrekonglomerisk vildskab

    Fremdriften er til at tage og føle på, og "The Liability" lykkes da også i rigt mål med sin genrekonglomeriske vildskab. Det sørger en kontant og veltimet eksekvering for – både i skuespillet og i det filmtekniske. Smilene er således ofte brede, selvom volden (med morderisk udgang) er både splattet og frastødende.

     

    Outreret plot

    Men der er kun smil og klapsalver til en vis grænse, for instruktør Craig Viveiros lykkes ikke fuldt ud med at balancere det mildt sagt outrerede plot. Der mangler besøgelsestid i flere sekvenser, og hele filmen er frygtindgydende (konstant) underkastet ekstremt støjende (pop)musik.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, Storbritannien, Krimi, Thriller, Komedie, Biler på film, Road Movie, Teenagere, 82 min.

    Dansk titel: The Liability
    Instr: Greg Viveiros Prod: Rupert Jermyn, Richard Johns Manus: John Wrathall Foto: James Friend Klip: Pia Di Ciaula Mus: Victoria Wijeratne
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation