Superman IV: The Quest for Peace (1987)

    En amerikansk superhelt må mange gange ud i rummet tur/retur for at rydde atomvåben af vejen og redde verden.


    UDVANDEDE SUPERLØJER

    Sammenhængende film:
    Superman (1978)
    Superman II (1980)
    Superman III (1983)

    Superman IV (1987)
    Man of Steel (2013)

     

    For fjerde og sidste gang iklædte den ikoniske Superman-gestalter, Christopher Reeve, sig den spraglede blå-røde dragt i rollen som alle tiders amerikanske superhelt. (Også) denne gang skal helten redde verden, og det klarer han ved at suse ud i rummet for at bremse og indfange diverse atomvåben.

     

    Ingen dikkedik på skibsbriksen

    Når Superman er i civil, er han sædvanen tro den overspillet nørdet-distræte journalist Clark Kent. Han er nødt til at glide af på diverse tilnærmelser fra interesserede kvinder, for det nytter jo ikke noget, at han ligger og dikkedikker på skibsbriksen, mens missilerne fyger rundt derude...

     

    Atomkraften i sin magt

    Den helt store skurk i 4'eren er Gene Hackmans Lex Luthor, der netop har atomkraften i sin magt – ikke mindst fordi han har skabt atommonstret Nuclear Man, der kan sætte verdensfreden i fare... så længe hans batterier får direkte sollys.

     

    Generelt kedeligt spillet

    Hackman bidrager med tiltrængt indlevelse og glimt i øjet i en generelt kedeligt spillet 4'er. Men det er også meget at forlange, at alle involverede skal sprudle ud over alle grænser, når både historie og den tekniske eksekvering er så udvandet.

     

    Decideret jammerlige effekter

    Effekterne er således decideret jammerlige – ikke mindst Supermans flyveture "over mark og vang", men også landinger på Månen m.m., hvor snortrækket er synligt. Det forekommer meget mystisk, at der er set fuldstændig gennem fingre med retoucheringerne.

     

    Pæn 80'er-nostalgi

    "Superman IV: The Quest for Peace" holdes dog oppe af en pæn 80'er-nostalgi, hvor det virkelige livs hverdag i storbyen er nydeligt gengivet. John Williams' velkendte tema brager, så højttalerne knager – denne gang i et arrangement af Alexander Courage.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024