The MacKintosh Man (1973)

    En ferm britisk agent tager identitet som forbryder og må bl.a. i fængsel i forsøget på at infiltrere en spionring.


    HALVHJERTET AGENTERI

    Paul Newman er (som altid) grund nok til at give sig i kast med nærmest hvilken som helst film, og thrilleren "The MacKintosh Man" er da også et potentielt æggende bekendtskab med alle agentgenrens ups and downs. Desværre forløses forventningerne kun i meget ringe grad, idet veteranen John Hustons eksekvering af materialet er præget af både venstrehåndsarbejde og en farveløs omgang med Desmond Bagleys romanforlæg, "The Freedom Trap".

     

    Tog let på optagelserne

    Den (altid) kontroversielle instruktør John Huston overraskede da også både filmhold og skuespillere ved at tage endog meget let på optagelserne. Han kom for sent og virkede i det hele taget lidt ligeglad med det hele. Måske er det en af årsagerne til, at filmoplevelsen sjældent når ud over rampen.

     

    Lækre fængselssekvenser

    Undtagelsen er de ca. 20 minutter lange fængselssekvenser, hvor Paul Newmans agent Rearden frivilligt kriminaliserer sig for at havne. Målet er – koste hvad det næsten vil – at kunne infiltrere en spionorganisation, og det kræver altså en ret lang tur bag tremmer. Hvad man dog ikke gør som (britisk) agent...

     

    Stilrent eksekveret

    Fængselssekvenserne er lækkert og stilrent eksekveret, og her fanger handlingen tilskueren med sin direkte, håndfaste afvikling i de umiddelbart inciterende locations, som instruktør og fotograf så at sige får serveret gratis af manuskriptet. Det er mere, end man kan sige om filmen som hele. Ofte tabes pusten fuldstændig i det fuldkommen halvhjertede, hvor hverken personer eller deres forehavender vækker den mindste interesse.

     

    Tabes på gulvet

    Læg hertil et periodisk, i loop-kørende musikalsk tema af Maurice Jarre, der er  insisterende, at det i perioder taber filmen på gulvet. En underholdende biljagt ad smalle irske landeveje i smukke bakkelandskaber pifter herlighederne en anelse op sent i filmen. James Mason medvirker i en ganske kedelig birolle som glat bagmand med egen yacht.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024