Le vampire de Düsseldorf (1965)
Düsseldorf, 1930. En stille, velklædt mand terroriserer gaderne ved at slå en række kvinder ihjel. Den eneste, han er forelsket i, gør til gengæld nar ad ham.
DEN STILLE SERIEMORDER
Film om Peter Kürten:
Nachts wenn der Teufel Kam (1957)
Le vampire de Düsseldorf (1965)
Noget så sjældent som en – tilnærmelsesvis – fransk gyser! Med klamt krybende biografisk materiale som baggrund fortæller instruktør og hovedrolleindehaver Robert Hossein her historien om det virkelige livs tyske seriemoder Peter Kürten (1883-1931). Denne historie var allerede lækkert manifesteret bl.a. i Robert Siodmaks elegante "Nachts wenn der Teufel kam" fra 1957, men i Hosseins film bydes vi op til tysk dans med franske skuespillere i spanske locations.
Æstetisk elegant
"Le vampire de Düsseldorf" er i dag – ligesom de fleste af Robert Hosseins film som instruktør – desværre i vid udstrækning glemt, og det er virkelig synd. Seriemorder-beretningen er nemlig både æstetisk elegant, velspillet, og så dyrker den det umiddelbare (nær)billede uden at spartle hver en stemning ud med underlægningsmusik.
Turer rundt i Düsseldorfs gader
I perioden mellem 1. og 2. verdenskrig hersker den store depression i Tyskland. Nazisterne er så småt ved at manifestere deres magt, da det nye årti, 1930'erne, banker på. Det er i denne kulisse, at den elegant klædte, stille Peter Kürten turer rundt i Düsseldorfs gader. Han er særligt fascineret af varieté-sangerinden Anna: Hver aften besøger han spillestedet for at høre hende synge den mørkevise, "La belle de nuit".
Kvalitetstid med kvinder?
Da han endelig får lidt kvalitetstid med hende, er hun umiddelbart afvisende – hun gør faktisk lidt nar ad ham. Men det får ikke Kürten til at vige tilbage. Og i mellemtiden får han luft for sine frustrationer ved at myrde tilfældige kvinder i de nattemørke gyder. Ikke mange ville mistænke Kürten for at være gerningsmanden, men politiet er så småt på sporet af ham.
Hemmelighedsfuldt forfald
I de hemmelighedsfuldt forfaldne spanske locations (filmet i Madrid) fik fotograf Alain Levent gudeskønne muligheder serveret på et sølvfad. Det eneste, filmholdet sørgede for, var tydeligvis at vande gaderne, så lyset blev reflekteret på den lækre måde. Æstetikken er fokuseret på en knaphed, der mere hylder detaljen end maler med bred pensel.
Den ordknappe seriemordeer
Robert Hosseins portræt af den ordknappe seriemorder er magnifique, og han får blændende modspil fra Marie-France Pisier som den selvstændige, æggende sangerinde. En glemt filmperle, der i høj grad fortjener at blive genopdaget.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1965, Frankrig, Krimi, Thriller, Biografi, Seriemordere, 89 min.
Dansk titel: The Secret Killer- Robert Hossein (Peter Kürten)
- Marie-France Pisier (Anna)
- Roger Dutoit (Commissaire Momberg)
- Laure Paillette (Mme Schultz)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation