Skal vi danse først? (1979)
16-årige Susanne prøver grænser af. På et tidspunkt tager en meget ældre bekendt hårdt fat i hende og gør hende gravid. Det gør ikke hverdagen nemmere for teenageren.
FINE UNGDOMS-TAKTER
Dansk films fine tradition med vellykkede ungdomsfilm fornægtede sig ikke i denne, Annette Mari Olsens eneste spillefilm som instruktør. Ganske vist lader manuskriptet en hel del tilbage at ønske, men "Skal vi danse først?" ejer alligevel en nærhed og ro – ikke mindst takket være Dan Laustsens lækkert æstetiserede fotografering og Janus Billeskov Jansens fine klipning.
Prøver grænser af
16-årige Susanne prøver grænser af. Hun lader sig fotografere nøgen til Ekstra Bladets side 9, tager små og store opgør med forældrene hjemme i den lille københavnerlejlighed – og flirter igennem med den jævnaldrende, villige Peter. Men det bliver Erik Wedersøes 40-årige Lars Henrik, der med en pæn portion ugengældt beslutsomhed (voldtægt?) gør Susanne gravid. Hvad gør teenageren nu?
Malet med bred pensel
Fin indlevelse i de fleste roller, selvom stereotyper og klichéer er malet med rimelig bred pensel i kvindetrekløveret Annette Mari Olsen, Marie Louise Lauridsen og Katia Forbert Petersens manuskript. Meget er dog stadig overladt til fri fortolkning, bl.a. takket være en flot inddragelse af københavner- og sommerliv ved søbred. Ved sidstnævnte får Susanne atter lejlighed til at vise sine bare bryster – til stor (men frustrerende) glæde for mændene omkring hende.
Unødvendigt gammeldags
Frits Helmuth og Kirsten Rolffes gør hver især en pæn figur som Susannes forældre, selvom de virker unødvendigt gammeldags (og gamle!). Den klaustrofobiske hverdag i den meget lille københavnerlejlighed, hvor moren må rejse sig, for at Susanne kan komme ind på sin plads ved spisebordet i køkkenet, er et blændende virkningsfuldt stykke scenografisk arbejde. Musikanvendelsen er ikke dræbende.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1979, Danmark, Drama, Teenagere, 93 min.
Dansk titel: Skal vi danse først?- Lene Gürtler (Susanne)
- Karen Berg (II) (Pernille)
- Benny Dahl (Peter)
- Erik Wedersøe (Lars Henrik)
- Kirsten Rolffes (Susannes mor)
- Frits Helmuth (Susannes far)
- Hanne Uldal (Hanne)
- Claus Bue (Jens)
- Rita Angela (Peters mor)
- Birgit Brüel (Bodil)
- Flemming Dyjak (Klubleder)
- Jørgen Beck (Nabo i kolonihaven)
- Henning Jensen (Læge)
- Jørgen Sperling (Fotograf)
- Kjeld Erik Schaub
- Claus Heil
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation