Det bødes der for (1944)

At liderligheden er roden til alt ondt, sættes der en mere end blot halvfed streg under i dette tidstypisk moraliserende danske drama, filmet i krigsåret 1944. Unge studenter (og sågar lykkeligt gifte familiefædre) lader sig friste over evne, og pådrager sig – naturligvis – en kønssygdom!

Oplysende problemfilm

"Der bødes der for" var blandt de første herhjemme i en lind strøm af "oplysende problemfilm", der skulle gøre danskerne både klogere og mere bekymrede på emner som sex, samliv, barnløshed, alkoholisme, stofmisbrug... Emnerne var uudtømmelige.

En dundertale

Filmen tager sit udgangspunkt blandt lykkelige, nyudklækkede studenter og studiner. De vil allerhelst drikke sig i hegnet – den danske drukkultur fornægter sig ikke. Men først skal de lige have en dundertale af deres lektor:

Lysten er en ild i kroppen

"I er nu færdige med skolen, nu begynder det svære og vanskelige liv. I er nu voksne mænd og kvinder med en kødelig lyst, som et hvert menneske indeholder. Denne lyst kan være som en ild i kroppen, men lad jer nu ikke brænde ihjel. Noget er erotik, og noget er langt sværere. Det kaldes kærlighed, og det kan være en underlig fisk. Men svigt ikke den tillid, som vises jer. Jeg vil ønske det bedste for jer alle i fremtiden".

Hænderne over dynen!

Med andre ord: Hænderne over dynen, kammerater! Men det er bestemt ikke alle (mænd), der lytter til lektorens vise ord. Snart går det galt for den ene, så den anden. En "epidemi" af liderlighed breder sig blandt de unge mænd. Og var det så bare gjort med dét...

En kold skulder

Problemet er altså, at de pådrager sig en kønssygdom, som nogen af dem så bringer videre til en mere fast partner – med risiko for både barnløshed og en kold skulder. Det er hårde odds for de unge mænd. Og de får oven i købet en moralsk overhaling med på vejen af Johannes Meyers travle hudlæge, dr. Skov.

Åbenlyst tidstypisk ubehjælpsom

"Der bødes der for" er i dag udelukkende underholdende på grund af sin åbenlyst tidstypisk ubehjælpsomme moralisering. Skuespillerne er egentlig passabelt velfungerende i det drivende betændt fortærskede, men manuskriptet og replikkerne er håbløst gammeldags og tilmed supertåbelige.

Kedelige kulisser

Hele dramaet er optaget indendørs i kedelige kulisser. Kai Normann Andersens musik er komplet udeladt, på nær under forteksterne og helt til slut, og det former om ikke andet et lillebitte åndehul for tilskueren til selv at perspektivere de dystre udsigter ovenpå liderlighedens skamfuldheder.