Vesterhavsdrenge (1950)

    Den 16-årige, forældreløse fiskerdreng Per drømmer om sin egen båd, men onde kræfter i det vestjyske nærmiljø forhindrer i første omgang en god udvikling.


    GLORIFICERET UDELIV

    Den talentfulde amerikanske filmfotograf Arthur J. Ornitz besøgte i 1950'erne Danmark og sørgede bl.a. for de meget smukke udendørsoptagelser til Astrid og Bjarne Henning-Jensens vesterhavs-ungdomsfilm fra 1950. Ornitz leverede senere lækre billeder til Hollywood-titler som The Anderson Tapes (1971)Serpico (1973) og Playing for Time (1980).

     

    En drøm under udlevelse

    "Vesterhavsdrenge" er historien om 16-årige Per Brask, der tidligt i filmen mister sin far til havet. Meget umotiveret og tilfældigt genfortalt i øvrigt. Per er stadig fyr og flamme efter at få sin egen båd, men der er mange bump på vejen, før han kan udleve dén drøm. Bl.a. nogle væmmeligt lokkende smuglere (har vi set den før?). Men Per vil frem i verden og har heldigvis en snarrådig lillebror i Lars Henning-Jensens Mads.

     

    Lækre optagelser

    Det er fotograferingen, der redder "Vesterhavsdrenge" fra at gro helt fast, og de lækre optagelser af klitter, hav og drivende skyer sætter stemninger filmen igennem. Klimaks med storm og faretruende flod til havs er tilmed troværdigt filmet uden brug af billige kneb – meget forfriskende i dansk film.

     

    Udvandede intriger

    Men den tekniske duelighed kastes i vid udstrækning overbord af det tynde manus med de meget udvandede intriger. At begivenhederne falder uden ret meget indlevelse og troværdighed er et tyngende problem, hvorfor også skuespillet falder sådan lidt tilfældigt. Voksenrollerne er tamme skygger. Lidt bedre går det for børnene og de unge, selvom gnisterne udebliver i øjnene.

     

    Centrale lyde

    Herman D. Koppels noget bombastiske og ukarakteristiske underlægningsmusik stjæler billedet periodisk, men der er heldigvis også levnet plads til at de – for historien meget centrale – reallyde får lov til at stå alene og fortælle historien om vesterhavslivet i midten af det 20. århundrede.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1950, Danmark, Drama, Teenagere, Børn på film, Coming of Age, Skibe på film, 87 min.

    Dansk titel: Vesterhavsdrenge
    Instr: Astrid Henning-Jensen, Bjarne Henning-Jensen Prod: Astrid Henning-Jensen, Bjarne Henning-Jensen Manus: romanen "Klit-Per" af A. Christian Westergaard Foto: Arthur J. Ornitz, Poul Pedersen, Jørgen Skov Mus: Herman D. Koppel