X&Y (2018)

Instruktør og skuespiller Anna Odell lykkes her overbevisende med at få fine præstationer ud af nordiske stjerner som Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm og Thure Lindhardt. Og det er vel at mærke i en metafilm, hvor skuespillerne spiller sig selv i en teaterlignende setting og koreografi, der sine steder vækker mindelser om Triers Dogville (2003).

Stereotypiserede (køns)roller

Men det er en anden form for eksperiment, Odell er interesseret i, end den rent scenografisk virkningsfulde. I fokus er mennesketyper og deres stereotypiserede, normative (køns)roller – og hvordan man muligvis kan nedbryde barrierer og fordomme i et eksperiment, der vender roller og hverdag fuldstændig på hovedet.

Alfahannen i fokus

Central i denne idé er Mikael Persbrandt. Han er alfahannen, der begærer kvinder og ikke lægger skjul på det. Omkring ham i eksperimentet dukker mænd og kvinder op. De skal spille op til alfahannen og – måske – kompromittere rollen. Trine Dyrhom, Thure Lindhardt, Sofie Gråbøl og Jens Albinus er nogle af de danskere, der er friske på at lægge krop og sjæl til. Men ved de reelt, hvad de går ind til?

Ikke i fuld balance

"X&Y" er ikke en film i fuld balance. Hertil er den for (stilistisk) ensidig og kan bestemt opleves som alt for teatralsk. Mest fascinerende er eksperimentet, mens det endnu er friskt og overraskende i filmens begyndelse, hvor det senere har en tendens til at falde lidt for meget i retning af det outrerede. Det bliver tiltagende mærkeligt, og troværdigheden daler. Generelt er det dog forførende, som Odell lykkes med at holde stil og spillere i en stram, stringent styring, der samtidig lægger op til fri leg i en intimitet og ro stort set uden overflødigt lyddesign og underlægningsmusik.