Brutti, sporchi e cattivi (1976)

Et på alle måder aparte, men også fascinerende filmisk bekendtskab: Ettore Scolas "Brutti, sporchi e cattivi" (på dansk "Grimme, dumme og beskidte") er en bramfri indføring i alternativt familieliv på "toppen" af Rom. Familien bor i ussel slum lidt hævet over hovedstaden, og patriarken vogter konstant over sin kontantbeholdning. Og han har grund til det, for ingen i den yderst brogede familie er til at stole på.

Vidunderligt typegalleri

Typegalleriet er vidunderligt og fuldstændig blottet for etikette og fine fornemmelser. Her er ikke noget, der er hverken for ulækkert eller politisk ukorrekt, og således er "Brutti, sporchi e cattivi" smittende uortodoks. Der hores på kryds og tværs – uanset om der måtte være familiært blod i årerne – når lysten melder sig. Også på dasset og i de store fællessenge, som hele familien er klemt sammen i. Og for foden af bakken over Rom ser vi det almindelige byliv med biler og toge.

Åbenlys forlystelse

Gamle, tandløse bedstemor er placeret foran det sort/hvide tv i sin hjemmebyggede kørestol. Her forsøger hun at lære sig engelsk. Det kan hun passende gøre, mens resten af familien forsøger at slå hinanden ihjel over patriarkens evigt vandrende kontantbeholdning. Han finder sig i øvrigt en barmfager prostitueret, som han (og andre) åbenlyst forlyster sig med foran sin kone og resten af familien.

Fuld af indlevelse

Spillet er fuld af indlevelse i det snuskede og skæve univers, og de usle locations i slummet hævet over Rom er troværdigt ulækre. Det vrimler i det hele taget med smittende absurde ideer i Ettore Scolas eget manus. Undervejs styres begivenhederne desværre i lidt for skingert-overtændte retninger, komplet med alt for meget dikterende underlægningsmusik.