La 317ème section (1965)

Subtilt, underspillet, men samtidig råt og nådesløst sort/hvidt billede på den første indokinesiske krigs rædsler som oplevet gennem den 317. franske bataljon i 1954. Under ledelse af den meget unge og tilsvarende naivt-uerfarne underløjtnant Torrens forsøger soldaterne at komme ud af en knibe bag fjendens linjer, men det er en næsten umulig – og nådesløs – opgave.

Krigens rædsler i stoisk ro

"La 317ème section" bevæger sig langsomt gennem krigens rædsler i en stoisk ro, der samtidig konstant simrekoger af nerve og uforudsigelighed. I nogen grad er Pierre Schoendoerffers iscenesættelse af egen roman en antikrigsfilm, idet vi aldrig svømmer over i åbne kampscener og afrevne lemmer.

Indgående autenticitet

Snarere er filmen interesseret i en indgående autenticitet på "hverdagslivet" som soldat meget langt hjemmefra, særligt intimt personificeret i parløbet mellem Jacques Perrins sous-lieutenant Torrens og Bruno Cremers adjudant Willsdorf. Udslaget af forsøget på at komme i sikkerhed er næsten umuligt at forudsige, men oddsene er alligevel dårlige for et gensyn med Frankrig.

Nådesløst sårbart

Samspillet mellem Perrin og Cremer er forbilledeligt. Begge evner at indfange det på én gang nådesløst sårbare og determinerede soldaterliv i en meget fremmed kulisse. Bakket op af den hudløst enkle teknik, der overlader langt det meste af krigsrædselskabinettet til tilskueren selv – komplet med et udtalt fravalg af underlægningsmusik.