World Trade Center (2006)

Den altid episk duelige instruktør Oliver Stone kastede sig her fem år efter terrorangrebet på New York over det betændte materiale. Men hans vinkel er i ringere grad at opnå katharsis gennem en genskabelse af rædslerne – snarere ønsker Stone det biografisk-patriotiske ved at lægge fokus på historien om et par djærve newyorker-politimænd og deres rædsler i helvedes forgård... fanget under murbrokkerne.

Tiltagende patriotisk selvdyrkelse

Det er et valg, der tynger filmoplevelsen, for i den temmelig ensidige og tiltagende patriotisk selvdyrkende biografi i det støvede mørkekaos går fremdriften i stå – og det er vel at mærke oven på 20 indledende minutter, der sætter forventningerne om hårrejsende genbesøg ind i nyere tids mest frygtindgydende terrorangreb i vejret.

Uheldige helte

Nicolas Cage og Michael Peña er de to uheldige helte, der ikke kan komme ud af stedet i det støvinfernalske helvede, mens verden styrter endnu mere sammen omkring dem. Filmen krydsklipper nu flittigt mellem betjentenes overlevelseskamp i næsten totalt mørke og d'herrers kernefamilier derhjemme i en meget klassisk amerikansk-vammel stil, der kan drive saften ud af enhver god intention.

Åbenlyst uforløst epik

Men "World Trade Center" bevarer trods sin åbenlyst uforløste epik en vis fascinationskraft på baggrund af virkelighedens mareridt. Den hårrejsende indlevelse opstår dog primært i filmens nævnte glimrende start. Rigelige mængder kulørt-sovset underlægningsmusik sørger for "den rette tone" på begivenhederne. Som om (lyden af) sammenstyrtningen af giganttårnene ikke i sig selv kunne sætte følelserne i kog.