Obsession (1976)

Samme år som den bemærkelsesværdige gennembrudsfilm, Stephen King-filmatiseringen Carrie (1976), barslede Brian De Palme med dette ufokuserede, springende og alt andet end æggende thriller-mystik-drama. "Obsession" blev af mange betragtet som De Palmas "genindspilning" af Hitchcock-mesterværket Vertigo (1958), og Hitchcock skal efter sigende have brokket sig over netop "den slående lighed".

Usammenhængende

Det er dog svært at se ret mange sammenhænge – netop fordi fortællingen og fortællestilen i De Palmas film er så usammenhængende. Ikke desto mindre er der tematiske ligheder.

Fit for Fight

Den rige forretningsmand Michael Courtland må til lommerne, da konen og datteren bliver kidnappet. Men skæbnen vil, at de to dræbes i en bilulykke, og Courtlands liv ligger i ruiner. På en forretningsrejse til Italien møder Michael ved et tilfælde en kunstnerkvinde i en kirke. Hun ligner hans afdøde kone... på en prik! Ikke underligt, at Michael er fit for fight.

Der stikker mere under...

Men selvom det nok skal lykkes ham at score denne Sandra, skal det vise sig, at der stikker mere under, end den blotte overflade afslører – og det kan meget vel gå hen og blive noget værre rod!

Pirrende visuel æstetik

"Obsession" ejer i Vilmos Zsigmonds begavede fotografering utvivlsomt en uudtømmelig kilde til pirrende visuel æstetik. Det var første gang, De Palma og Zsigmond arbejdede sammen, og fornemmer en gensidig forståelse for det visuelle udtryk.

Lag på lag af overfortælling

Men det er en ringe trøst i en filmoplevelse, der næsten fra første scene mestrer den tvivlsomme kunst af drukne alle gode intentioner i lag på lag af overfortælling. Først og fremmest er den betændte historie ikke det mindste fængende, og de dygtige skuespillere kæmper forgæves.

Ultimativ sansevoldtægt

Den ultimative sansevoldtægt finder vi i legenden Bernard Herrmanns underlægningsmusik. Han var sjovt nok også Hitchcocks hofkomponist. Men at han ligefrem skulle have musikken til "Obsession" blandt sine personlige favoritter (han døde senere samme år) er lidt vanskeligt at forstå. Herrmann blev Oscar-nomineret for de allestedsnærværende toner, der spiller på liv- og dødstematik, bl.a. ved en udbredt anvendelse af kirkeorgel.