Crash (1996)
Efter at have været impliceret i en alvorlig bilulykke opdager en mand en underverden, hvor folk bliver liderlige af biluheld – og det kan han måske bruge til at booste sexlivet.
VÅDE TRUSSER OG JERNHÅRD FETISCH
På en blandt mange plakater og covers til David Cronenbergs 90'er-hit "Crash" ses en sekssporet motorvej med duelig trafik suse mellem benene på en kvinde, der vender numsen til i see-through-netstrømpebukser. En mandehånd er strategisk lagt på hendes meget korte lædernederdels-dragt, der stumper liiiige dér, hvor det bliver rigtig festligt...
En flig af "autenticitet"
Dette billede er faktisk spot on som helt overordnet beskrivelse af en filmoplevelse, der har gjort rigtig mange filmelskere bløde i mellemgulvet – mens ligeså mange er løbet skrigende væk. Hvis ikke "Crash" havde været baseret på en roman (af J.G. Ballard), ville plottet ganske givet have forekommet fuldkommen søgt. Nu har historien trods alt en flig af "autenticitet" over sig.
Vild med damer
James Spaders James Ballard er vild med damer. Det erfarer vi tidligt i filmen, hvor han ikke er bleg for at dyppe sig i smækre – og yderst velvillige – ungmøer. Og det er endda, selvom han har alle tiders konstant liderlige (og trusse-bundløse) kone, som i filmens anslag (i parentes bemærket) bliver bagbollet ind over et lille passagerfly i en hangar af en meget behændig tredjemand.
En jernhård fetisch
Sexlivet er altså ikke kedeligt, men der mangler alligevel noget! Heldigvis er der uventet hjælp forude. Efter James er involveret i et alvorligt trafikuheld og så småt begynder at komme sig, erfarer han, at de dér trafikuheld kan noget, der går lige i banditten! Og hvad der er endnu bedre – det viser sig, at han ikke er alene om denne fetisch. Damerne (og herrerne!) på det nærmeste står i kø for at blive onduleret enten i et live crash eller på bagsædet af et lig på bilkirkegården.
Drivkraften og drivsaften
Erotikken er således drivkraften og drivsaften i Cronenbergs epik. Kvinderne vrider sig i evig edging, mens mændene krænger de let forvaskede jeans ned om anklerne. Det bogstavelig talt emmer af sex fra første scene – men klimaks må vi vente på til "den anden side", hvor parterne er banket gule og blå i bilulykkeliderlighedens tjeneste.
Et sanseligt overgreb
"Crash" ejer i det første kvarters tid en vis visuel elegance og hemmelighedfuldhed – mens karaktererne endnu er uforklarede. Her fascineres man også af Elias Koteas' birolle som den mærkværdige Vaughan – men også han drukner i det vulgært selvsmagende og outreret overfortalte, som David Cronenberg forfalder til. Brugen af Howard Shores underlægningsmusik er relativt afdæmpet, men dog yderligere forstærkende på alle de stemninger, der bogstavelig talt er et sanseligt overgreb.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1996, Canada, Drama, Erotik, Biler på film, 100 min.
Dansk titel: Crash- James Spader (James Ballard)
- Holly Hunter (Helen Remington)
- Elias Koteas (Vaughan)
- Deborah Kara Unger (Catherine Ballard)
- Rosanna Arquette (Gabrielle)
- Peter MacNeill (Colin Seagrave)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN - Jury Speciale Prize
- CAN-N - Palme d'Or-nominering