So weit die Füße tragen (2001)

På mange måder fatalt mislykket helaftens-filmoplevelse... og så alligevel ikke helt. Den seneste filmatisering af Josef Martin Bauers roman "So weit die Füße tragen" er mærkværdigt helkikset fortalt, men teknisk eminent.

Gulaglejren som endestation?

Den tyske soldat Clemens Forell havner som krigsfange i Sibirien – sammen med sine soldaterkolleger synes gulaglejren således at være endestationen: Med umenneskelige leve- og arbejdsforhold og med sovjetiske overordnede, der vogter over de mindste bevægelser.

Fast besluttet på at flygte

Men Clemens er alligevel fast besluttet på at flygte. Der er intet hegn om lejren – ganske enkelt fordi, det er umuligt at flygte. Man kan bare ikke overleve i den sibriske isvinter med minimum et par hundrede kilometer til nærmeste hytte... Måske Clemens kan knække koden?

Decideret ubehjælpsomt

Fortællestilen er decideret ubehjælpsom. Her er særligt den grufulde (!!) underlægningsmusik en ekstremt ødelæggende faktor, men der er også pludselige ryk af nærved absurd melodramatik, der slet ikke passer ind i helheden.

Det hele er meget mærkeligt...

Det hele er meget mærkeligt – for grundlæggende er filmen fejende flot, med et produktionsdesign, der yderst troværdigt indfanger både krigsstemninger og det fornedrende lejrhelvede. Turen med kreaturtogvogne gennem sneklædte evighedslandskaber sidder fx lige i bulls-eye.

For det meste pænt spil

Skuespillet er også pænt – for det meste – i en fin fastholdelse af de originale sprog, tysk og russisk. Men også dette ændrer sig mærkværdigt undervejs, hvor to udkants-sibiriske landstrygere pludselig taler "flydende" tysk...

Ekstremiteterne tager til

Alt i alt en utrolig ujævn film, der afgjort er bedst i den første times tid, men som man egentlig gerne vil slippe af med, efterhånden som ekstremiteterne i stilen tager til.