Murder in the First (1995)

    En energisk ung advokat forsvarer en Alcatraz-fange, der anklages for mord. Fangen er netop kommet op til overfladen efter over tre år i "hullet".


    ÆGTE AMERICANA

    Multi-stjernebesat, højtbelagt og svært overfortalt drama med rødder i det virkelige livs umenneskelige Alcatraz-fængsel. Her er Kevin Bacons indsatte Henri Young netop kommet op i lyset igen efter mere end tre år i det klamfugtigt terroriserende "hullet".

     

    Fuldstændig bindegal

    Ikke mærkeligt at Young vender tilbage fuldstændig bindegal. Derfor har han også let ved at begå et mord (med en ske) i kantinen. Herfra er der kun én vej – en dødsdom. Og dog: Den unge advokat James Stamphill tager sagen, og da han erfarer, hvordan Alcatraz-fængslet har behandlet Young, bliver dette et kernepunkt i retssagen.

     

    Tiltagende sakkarinsødt

    "Murder in the First" lider under en tiltagende sakkarinsød tilgang til det betændte stof. En udtalt svulstig underlægningsmusik af Christopher Young sørger for violinbrus af en anden verden, men selve grundtonen i filmen er allerede forudprogrammeret amerikansk-vammel.

     

    Overspillet tynger

    En af de helt store hager ved filmoplevelsen er overspillet. Særlig fæl er Kevin Bacon som den trængte fange. Han evner overhovedet ikke at formidle nerven i den umenneskelige situation og forfalder til fuldkommen forvrænget og tilsvarende utroværdigt spil.

     

    Svigermors drøm

    I mindre roller er både Brad Dourif og R. Lee Ermey også alt for ekstreme i deres spillestil. Bedre lykkes det Christian Slater som svigermors-drøm-advokaten og Gary Oldman som svært sadistisk fængselsspids.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024