Allons z'enfants (1981)

Vi befinder os et sted i mellemkrigsårene: 1. verdenskrig er på afstand, 2. verdenskrig står snart på spring. Teenageren Simon Chalumot er absolut ikke den krigsliderlige type. Snarere er han den boglige drømmer, der desværre er underlagt sin militærfars strenge, obligatoriske ordrer om at starte på en militærskole. Her kan Simon lære det. Nådesløst. Og han bliver hurtigt kendt som den rebelske anarkist og pacifist – og dén slags har hans overbefalende selvsagt kun hån til overs for.

Kæft, trit, retning og ydmygelse

Tv-instruktøren Yves Boisset formidler her pænt Yves Gibeaus roman om kæft, trit, retning og ydmygelse. Men det er også historien om en stor gruppe store drenge og teenagere, der alle ihærdigt forsøger at finde en mening med galskaben blandt højtråbende officerer, for hvem blødsødenhed er fuldstændig utænkelig.

Omkring det middelmådige med pil opad

Som "drenge-kostskolefilm" (vi kender genren rigtig godt) fungerer "Allons z'enfants" omkring det middelmådige med lille pil opad. Boisset er dygtigt til at indfange drengenes indfølte (ansigts)udtryk i lige dele afmagt og begær efter at præstere som soldateraspiranter. Flot kostumearbejde og troværdige (skole)locations bidrager også til det pæne niveau af autenticitet og et troværdigt tidsbillede.

Tæmmet og hæmmet teenager

Vigtigst af alt præsterer Lucas Belvaux blændende i den meget krævende hovedrolle som Simon. Frustrationerne over at blive tæmmet og hæmmet lyser ud af ham – ofte resulterende i stor empati blandt tilskuerne. De fleste i det store birollegalleri glider desværre noget ind i tapetet, og enkelte overordnede overspiller i deres iver efter at agere "dumme svin".

Poleret

Visuelt er filmen pæn, men ofte på den polerede måde. Den "tekniske glans" i billederne og klippestilen vidner om en tv-måde at anksue begivenhederne på, og det udvander desværre i nogen grad den ellers rå og tankevækkende grundstemning. Philippe Sardes underlægningsmusik dominerer ofte, dog med pænt komponerede messingblæsertoner.