Le caporal épinglé (1962)

Jean Renoirs sort/hvide lækkerbisken om 2. verdenskrig, set sådan lidt fra den skæve vinkel, hører ikke til blandt instruktørens bedst kendte. "Le caporal épinglé" balancerer i langt de fleste sekvenser elegant på den hårfine grænse mellem alvor og komedie.

En korporal fra overklassen

En fransk korporal med baggrund i overklassen havner sammen med talrige andre franske soldater i tysk fangelejr, da nazisterne besætter Frankrig i 1940. Men det har korporalen ikke tænkt sig at finde sig i. Gang på gang sætter han flugtplaner i søen sammen med sine nærmeste venner og forbindelser.

Det komiske snit

De komiske snit skæres oftest bedst, når historien levner lidt ekstra plads til lejrlivets ups and downs, men filmen rummer også en vidunderlig tandlægesekvens, hvor vores korporal forsøger at udholde smerter fra en ondsindet rodbetændelse – samtidig med at han lægger an på tandlægens datter!

(U)mulige flugtsituationer

Ganske få gange bliver komikken lidt for anmassende. Grundsubstansen og tonen i filmen er nemlig langt mere interesseret i krigsfangenskabet, og det er også her, Renoir skaber langt de fleste mindeværdige stemninger – centreret om lejrlivets begrænsninger og (u)mulige flugtsituationer.

Latterliggørelse – og respekt!

Tyskerne er skildret med lige dele latterliggørelse og respekt (en svær balanceakt), men ikke desto mindre vellykket. En herligt komisk scene får vi, da lejrlederen tilbagelægger ganske få meter fra sin barak til de nyankomne fanger... på en alt for stor herrecykel, som hans assistent står klar med.

Veldoseret spil

Det er således både i detaljerne og de større perspektiver, at "Le caporal épinglé" forfører, og skuespillet følger veldoseret trop. Nogle længere sekvenser ombord på et tog byder på veltimet spænding, toppet med komisk effen distance.