Sønnen (1916)

I 2016 blev der fundet en svært medtaget kopi af August Bloms "Sønnen" i Cinematheque Francaise i Paris. Kopien var i aktiv opløsning, så den blev sendt til sikringskopiering og digitalisering på laboratoriet L’immagine Ritrovata i Bologna, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Det betyder, at vi i dag har mulighed for at se dette stumfilmsværk, der ellers – som så uendelig mange andre danske film fra perioden – regnedes som tabt for evigt.

Uden mål og retning?

Sagfører Krogh og hans kone Gerda sørger over, at deres eneste søn Kai er en letsindig døgenigt uden mål og retning i livet. Gerda er ikke i stand til at sige imod, når Kai atter engang beder om penge, og hun sælger sågar sine smykker, da han kommer i dyb gæld. I sin rasende fortvivlelse beder sagfører Krogh en god ven, der bor i samme by som Kai, om at holde øje med dennes udskejende levevis. Skæbnen vil dog, at vennen får et godt øje til Gerda, og her kompliceres omstændighederne for alvor. Kan Kai reddes fra den afgrund, han er på vej ned i?

Forventeligt statisk

Store dele af "Sønnen" er forventeligt statisk, både i stil og spil. Det er stift og ofte unuanceret. Men der er bestemt afvigelser: Bl.a. er skildringerne af det kærlige (i hvert fald den ene vej) forhold mellem mor Gerda og sønnen Kai skildret med hjertet på rette sted i ømme, oprigtige stemninger – særligt er Betty Nansen overbevisende, men (blot 25-årige) Arne Weel har også stærke scener, når han er ved at koge over og er alene.

Bystemninger anno 1916

Når Johan Ankerstjerne tager sit kamera med udendørs og indfanger bystemninger anno 1916 løftes det fortættede og tiltagende teatralske drama mod helt andre højder. Bemærk især de meget fine åbne taxaer. Det er en fryd at betragte dén elegance, der omringer unge som ældre i persongalleriet: Altid velklædte, som det var hverdag i de bedre kredse i tiden.