Delo (2021)

Lidt ensidigt, tørt intimt samtids-portræt af en russer fanget i korruptionens og magthavernes rævesaks. Nærmere bestemt professoren David, der har “tilladt” sig at kritisere og ironisere over borgmesterens angivelige million-korruption.
 

Gjort i nælderne

Ved at have gjort sådan i nælderne idømmes han husarrest – uden mulighed for at bruge mobiltelefon eller internet, og fuldstændig bundet til sin lejlighed. Han må dog godt få besøg af sin gamle mor, diverse venner og en advokat. Med lidt held kan David komme ud af saksen uden en regulær fængselsdom.
 

En rigtig snakkefilm

“Delo” er en rigtig snakkefilm; et kammerspil, der nærmest ligeså godt kunne have været afviklet på de skrå brædder. Ikke at filmoplevelsen er decideret teatralsk – heldigvis – men den er kulisse- og variationsmæssigt ensidig. Der rådes i nogen grad bod på dette i en fotografisk detaljerigdom i den typisk intellektuelt indrettede lejlighed. Og så kommer vi da også et par skridt uden for lejligheden i ny og næ.
 

Meget højt lixtal

Dialogen er teksttung og med meget højt lixtal og kan forekomme endeløs – heraf det tørre, tilmed periodisk kedelige. Et stort plus er det nærværende lydbillede, der i vid udstrækning er ligetil og uden musik.