Evolution (2021)

Efter at Kornél Mundruczós serverede den himmelråbende prætentiøse hundegalskabs-thriller og festival-darling Féher isten (2014), er det en særdeles positiv overraskelse at møde jøde-på-tværs-af-generationer-dramaet “Evolution”. For selvom der hér ikke er tale om noget mesterværk, er filmfortællingen langt mere jordnær, vedkommende – og frem for alt rolig.

Tre generationer

Filmen følger i tre enkeltstående fortællinger tre generationer af samme jødiske familie. Vi møder bedstemor, hendes datter, og igen datterens søn. Historierne er ikke bundet sammen, men fortælles i tre kapitler – som sådan er her ikke nogen rød tråd, men et overordnet tema, som er: “Jøders prøvelser igennem tiderne.”
 

Troværdigt klam indledning

Allerførst får vi en lang, rå og ubarmhjertigt ulækker indledningssekvens, der skildrer oprydningen i et gaskammer i Auschwitz, 1945. Det er hårrejsende fortalt – i alt sin enkelhed, lyssætning og klamhed.
 

Én lang samtale

Den første historie fra nutiden, der skildrer bedstemor på tærsklen til alderdommen, i uligevægtig samtale med sin datter i en lejlighed i Budapest, er klart filmens svageste led. Her er vi vidner til én lang samtale, der aldrig fænger. Og tilmed afsluttes denne del med en Magnolia (1999)-lignende ekstremitet – vand i vandfaldsmængder vælter uophørligt ud fra køkkenskabene.
 

Barnebarn med slag i

Langt mere interessant er det at følge barnebarnet, og hans sidste favntag med barndommen i en moderne tysk storby. Her er der langt mere indlevelse, variation og fremdrift, og man kunne have ønsket sig, at hele filmen havde haft denne handling som omdrejningspunkt.

Lidt tør og kedelig
Helheden er ikke præget af sammenhængskraft, endsige troværdighed, derfor bliver filmen lidt tør og kedelig – med få, men effektive opblomstringer af nærvær og autenticitet.