Breath (2017)

Det begynder ellers rigtig fint, blidt og troværdigt-sødt: Skildringen af de to 13-årige venner, Pikelet og Loonie, på deres bumpede vej på tærsklen til de første krumspring med voksenlivet.

Bidt af en vild bølge

Drengene er som kystnært bosatte australiere besatte af en vild bølge. Det vil sige, de vil morderlig gerne i gang med at surfe, og dén drøm kan meget vel blive til virkelighed, da de møder den lokale Sando.

Drenge bliver til mænd

Sando er mere end villig til at lære drengene op i bølge-galoppens kunst. Faktisk helliger han sig mere eller mindre dette som sit projekt i livet. Hvorfor får vi aldrig at vide, men måske fordi hans unge kone Eva hjemme i den selvbyggede skovhytte ikke længere virker fuldt ud interesseret i ham...?

Perlende vanddråber på teenage-overkrop

Snart hænger Pikelet og Loonie konstant ud omkring Sando. Til stor irritation for Eva. Men omvendt: Kan det vendes til en fordel, da Sando og Loonie rejser af sted sammen og efterlader et styks meget nysgerrig teenagedreng i bar overkrop med perlende vanddråber? Vi lader svaret blafre som vinden i det gennemsigtige forhæng ind til Evas seng.

Uoverskuelig, rodet og tiltagende utroværdig

Der er langt flere små og store temaer i "Breath", end instruktør og Sando-spiller Simon Baker kan magte. Det virker som om, alle detaljer i Tim Wintons populære coming of age-roman har fundet vej til filmen, og det gør den både uoverskuelig, rodet og tiltagende utroværdig.

Forløsninger skal man lede længe efter

Forløsninger skal man lede længe efter – snarer udvikler filmen sig tungt, klodset og en smule blævret. For at sætte en tyk streg under de overambitiøse takter er store dele af filmen indhyllet i stemningsdikterende underlægningsmusik.