Tre piger fra Jylland (1957)

    Tre unge kvinder får samme brev fra en sagfører i Maribo. Snart erfarer de, at de er søstre, og har arvet en mor, de ikke kendte.


    SPRUDLENDE SØSTERKOMEDIE

    Slet og ret smittende sprudlende komedie, der – trods helt åbenlyst tunge kliché-udviklinger – ejer en herlig idérigdom og variation. Men først og fremmest skal skuespillet fremhæves (især Birgit Sadolins Bodil-vindende Johanne og Annemette Svendsens Karen).

     

    3 x mystiske breve

    Tre unge kvinder, alle i starten af 20'erne, modtager samme mystiske brev fra en sagfører i Maribo. Kvinderne kender ikke hinanden, og de ved ikke, at de er søstre, før de mødes på vej til dén fine herregård, hvor deres nu afdøde bilogiske mor har haft sin daglige gang.

     

    Moders vilje

    Det er selvfølgelig mange overvældende ting på én gang, men søstrene bliver endnu mere forbløffede da overretssagføreren læser morens testamente op. Døtrene arver en større pengesum til deling – men kun hvis de kan bo sammen på herregården i en måned i træk.

     

    Kærligheden på spring

    Nu starter en hverdag præget af nye erfaringer, og kærligheden står også på spring i forskellige afskygninger. Der er bare ét problem: Kan de mænd, der bejler til kvinderne, i virkeligheden være deres repspektive biologiske far? (Selvfølgelig er bejlerne alle mindst 25 år ældre end kvinderne!)

     

    Liv, lyn og overraskelser

    Det lyder jo altsammen meget typisk for en dansk 50'er-folkekomedie. Men i Annelise Reenbergs iscenesættelse af Mary Waage Christensens skuespil er der liv, lyn og overraskelser i både spil og situationer – lige fra første scene.

     

    Moderne, tidløst spil

    Birgit Sadolin er helt vidunderlig som den djærve, ligefremme og filterløse Johanne, der helst vil kaldes 'Joe'. Der er noget moderne og tidløst over hendes spil og replikker. Som den langt mere forsagte og betuttede søster Karen er Annemette Svendsen meget betagende og emmer af sødhed.

     

    Brovtende og kantet

    Så er der mere brovtende og kantet spil fra Ulla Lock som den tredje søster, men i mindre biroller finder man fantastiske glimt fra hhv. Clara Østø (som stuepigen Frk. Lind) og Knud Heglund (som "Joe"s følsomme kroejer-far, dvs. stedfar.)

     

    Lidt for genretypisk overgearet

    Herlighederne holder niveau stort set i mål, men skæmmes periodisk af det lidt for genretypisk overgearede – bl.a. er den lange slutsekvens på den lokale politistation langt fra mindeværdig.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024