Vores lille by (1954)

Henning Ørnbak debuterede som instruktør allerede i 1954 med denne lidt oversete folkekomedie. "Vores lille by" markerer sig først og fremmest positivt, fordi den vil noget lidt andet – og mere – end gennemsnitsgenrefilmen, og det smitter af på både spil, timing og humør.

Togbetjent ved et tilfælde

Carl Ottosen er behageligt og troværdigt afdæmpet/sød som landstrygeren Laust Nielsen, der sådan lidt ved et tilfælde bliver ansat som togbetjent på den lokale dampbane (der har en enkelt vogn spændt på lokomotivet.)

Romantiske vibrationer

Snart er han et fænomen i den lille landsby. Han er det friske pust, der kan vende op og ned på det hele. I hvert fald sætter han gang i en masse romantiske vibrationer på kryds og tværs. Selv typisk latterliggjorte Arthur Jensen (som klokkeren Henry) tror, han skal giftes med en skønjomfru. Han bliver dog klogere!

Liv, glimt i øjet og indlevelse

Spillet er fuld af liv, glimt i øjet og indlevelse i det brogede landsbyplot. På trods af periodisk åbenlyst farcespil, rummer de fleste roller også en dybde og smerte, som bl.a. kommer til udtryk hos Sigrid Horne-Rasmussens Gudrun i en mindeværdig portvinsscene.

Frækhed, grænsende til det vovede

Og der er frækhed – grænsende til det vovede – i enkelte replikker. Her er altid gode Bodil Steen bl.a. garant for en stærkt erotisk ladet bemærkning, da hun bliver gynget i haven af Laust.

Anderledes underlægningsmusik

Svend Saaby leverede her sin eneste spillefilmsmusik, og det er han faktisk sluppet rigtig heldigt af sted med. I hvert fald er det tydeligt fra første fløjt, at hér er en komponist, der vil noget andet end Gyldmark og co. Slutsekvensen med slagsmål ved et omrejsende tivoli kunne vi sagtens have undværet.