Finis terrae (1929)

På mange måder moderne i sit udtryk, og dog en stumfilm med stort s. Blandt Jean Epsteins sidste tavse film finder vi mesterstykket "Finis terrae", der insisterer på naturen som hovedrolleindehaver – og bruger den med stor indsigt og virkning.

Svære pinsler

På den lille ø Bannec ud for Bretagnes kyst må en ung mand gennemleve svære pinsler efter at have skåret sig på et glasskår. Manden er en blandt fire, der samler tang på øen, men ligeså idylliske omgivelserne er, ligeså vanskeligt er det at få hjælp, når den fordres.

Desperat redningsaktion

Nu må mandens bedste ven kæmpe sig over land og gennem bølger i et desperat forsøg på at bringe den sårede i land, hvor en læge kan tilse ham, før det er for sent...

Rå, forrevet kulisse

Med nærmest hypnotiserende effekt fokuserer Epstein på øen som rå, forrevet kulisse – sindbilledet på dét drama, der snart skal udspille sig. Bølgerne slår ubarmhjertigt mod kystens klipper, vinden river i de hårdtarbejdende mænd, vekslende skydække kaster lys og skygger over land.

Uafbrudt dramatisk linje

Her er ikke meget dialog eller øvrig forklarende mellemtekst, til gengæld en næsten uafbrudt dramatisk linje fra det uheldige møde med glasskåret, til manden endelig bringes i land.

Blottet for det teatralske

Filmen er således fuld af nerve og samtidig næsten helt blottet for det teatralske, der ellers præger mange stumfilm. Med følte præstationer, der får masser af liv i de eminente nærbilleder og i de fabelagtige naturkulisser, som reelt går under huden på tilskueren.