Michael (1924)

Der er milevid forskel på dén Carl Th. Dreyer, der skabte stumfilms-mesterstykker som La passion de Jeanne d'Arc (1928), og dén Dreyer, der i UFAs topmoderne studier i Berlin spandt en gumpetung ende på Herman Bang-romanen "Michael".

Udtrykket i øjnene...

Den berømte billedkunstner Claude Zoret, kaldet Mesteren, er forelsket i Michael, en ung mand, der er hans model og protegé. Mesteren påtager sig at male grevinde Zamikoffs portræt, men han kan ikke fange udtrykket i hendes øjne.

En betændt forelskelse

Det kan derimod Michael, der har forelsket sig i hende. Gang på gang misbruger Michael Mesterens tillid, men Mesteren tilgiver ham igen og igen. Mesteren martres af ensomheden og Michaels selviskhed, men skaber et sidste storslået maleri.

Uophørlig fokus på kulissen

"Michael" udgør halvanden times uophørlig fokus på kulissen som "dramatisk" virkemiddel. Og flot ser det ud, når kunstneren og hans gæster boltrer sig på baggrunde af svulstige møbler, tapeter og draperier.

Seksuelt ladet drama

Men det bliver straks kedeligt, når det erfares, at variationen i dette visuelle udtryk er nærved lig nul. Dreyer er ingenlunde interesseret i at bevæge sig ud (stort set hele filmen er optaget i nævnte kulisser), endsige søge en anderledes vinkel på det betændte, seksuelt ladede drama.

Antydet homoseksualitet

Selvom homoseksualiteten (som i Bangs forlæg) blot er antydet, er den dog tydelig i mændendes ansigter: Zoret, der ikke kan skjule sine bundløst begærsmættede ønsker i øjenkontakten med den unge model. Michael, der gengælder blikkene, men fordi han føler sig duperet, set og ønsket.

Decideret gumpetung

Så selvom æstetikken er svulstig og effektivt hægter sig på nethinden (bl.a. som følge af sin ensidige kulisse), opleves "Michael" som decideret gumpetung og teatralsk – og befinder sig i en helt anden liga end broderparten af Dreyers værk.