Germania anno zero (1948)

"Germania anno zero", der var den sidste i Roberto Rossellinis uofficielle krigstrilogi, er også den mørkeste og mest sortseende. Her er ikke mange lyspunkter i en ruin-omspundet efterkrigshverdag, og de lys, der tegner sig for enden af vores hovedperson Edmunds kvaler, viser sig at indeholde et mørke, som drengen ikke selv har mulighed for at gennemskue.

Uden sidestykke

Allerede i de historisk unikke omgivelser har Rossellini en hovedrolleindehaver, der tager kegler: Det sønderbombede Berlin umiddelbart efter de døende kampe i 2. verdenskrig. Her står filmen som et af flagskibene i den såkaldte Trümmer-genre, fordi autenticiteten i location-optagelserne er uden sidestykke.

Dagligdagens kaos

12-årige Edmund oplever dagligdagens kaos i Berlin mellem de mange ruiner. Hjemme er der kaos i familien, hvor faren er alvorligt syg - noget, der ikke bliver bedre af, at de bor i en halvt sønderbombet ejendom. Måske er der hjælp af hente hos Edmunds gamle lærer. Da de to møder hinanden, er der i hvert fald dømt gensynsglæde - men hvad drengen ikke kan gennemskue, er lærerens bagtanker ved at tage drengen med hjem i privaten.

Lyse lokker

"Germania anno zero" bevæger sig relativt behændigt og med antydningens kunst ind på pædofili og homoseksualitet: Edmunds lærer er nemlig ikke den eneste, der er svært fascinerede af drengens lyse lokker, skal det vise sig. Men det er ikke dette tema, der er filmens centrale. Edmund fristes nemlig i det hele taget over evne - og ruinerne bliver således også et sindbillede på drengens egne kvaler.

Intimitet

Alene som historisk, "dokumentarisk" dokument på et Berlin, der ellers ikke ville være blevet fiktions-dokumenteret, er Rossellis værk fascinerende. Men hele stemningen omkring Edmunds deroute er tilsvarende intim og smittende, hvilket former en filmoplevelse af episke dimensioner, om end episk i en mere historisk betydning end reelt visuelt.