Inn i mørket (2012)

Thomas Wangsmos spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter rummer et hudløst ærligt portræt af en den uhåndgribelige krise, da 8-årige Nikolai bliver påkørt og havner i koma.

Rolig fortællestil
I den beundringsværdigt rolige fortællestil mærkes på egen krop og sjæl de håbløst frustrerede forældres møde med uvished, sorg, afmagt og frustration. For Wangsmos film er tro mod det indre dramas enorme styrke – og lader det stå alene, helt uden omsvøb.

Nærhedens smerte
Det afføder en filmoplevelse, hvor vejret holdes det meste af tiden i mødet med de nævnte følelser. Fokus er på nærhedens smerte, og lyddesignet er en af filmens helt store styrker: Sneens knitren under støvlerne, vinden i de nøgne birkegrene, et par fugle, der letter mod den grå vinterhimmel. Her er ingen forstyrrende elementer.

Fravær af musik
Thomas Wangsmo har helt tydeligt en stærk fornemmelse for musikkens virkning i film – eller rettere fraværet af musik: "Inn i mørket" står særligt stærkt, fordi hele dramaet er fritaget for stemningstapet.

En indre stemning
Til gengæld fungerer de få musikalske virkemidler, der trods alt er, anderledes intimt og perspektiverende – som oftest del af filmens handling, eller sammensmeltende fra en indre stemning til filmens atmosfære.

Stærk intensitet
Skuespillet bærer også præg af filmens ærlighed. Forståelsen for det indre dramas styrke lyser ud af skuespillerne, hvor de fire voksne og venneparrets søn Martin alle spiller med meget stærk intensitet.