The Dig (2021)

Et smil breder sig uvægerligt på læberne i mødet med dette smukt æstetiserede, elegante biografiske drama: "The Dig" mere end blot kradser i overfladen i sit grave-plot, og takket være skønne præstationer af Ralph Fiennes og Carey Mulligan er der langt til et decideret jordkollaps.

Påstyr i lokalsamfundet

Storbritannien, 1939: Udgraveren/lomme-arkæologen Basil Brown starter et privat projekt i enkefru Prettys baghave. Måske gemmer der sig i hendes gravhøje en eller flere skatte fra fortiden? Snart viser skroget til et meget gammelt skib sig, og det skaber påstyr i lokalsamfundet, samtidig med at kæphøje arkæologer fra hovedstaden vil tiltvinge sig magten over projektet.

Begær af diverse karakterer

I kulissen vækkes begær af diverse karakterer – sidehistorierne er en af filmens svagheder, idet de er ekstremt forudsigelige og egentlig ikke tjener som andet end fyldstof. Her finder vi bl.a. en outreret frustreret – og tilsvarende smuk – graverske, hvis forfjamskede mand slet ikke tåler synet af hendes nøgne krop. Er det ikke som om, han er mere interesseret i den unge mand på gravepladsen?

Smuk og bevægende

Det er dog en mindre ærgrelse i det store regnskab. De skønne og rolige billeder af britiske landskaber i forskellige lyssætninger er meget smukke og bevægende indfanget i fotograf Mike Eleys linser. Filmen udstråler i det hele taget en stoisk ro, der dog forplumres af Stefan Gregorys minimalistisk-udspartlende underlægningsmusik (=hver en stemning males på med grov børste.)

Fin indlevelse

Ralph Fiennes ejer en meget fin indlevelse i både situationen, perioden og det virkelige livs noget overtrumfede arkæolog-type, ligesom Carey Mulligan rammer en sart nerve som den tiltagende hjertesyge enke/alenemor, der har så meget overskud, alt til trods.