Manhunt [1] (2020)
FBI forsøger desperat at få brikkerne til at gå op i jagten på en seriemorder. En ny ekspert i lingvistik kan måske hjælpe - hvis kollegerne kan tage ham alvorligt.
MEKANISK SERIEMORDER-STOF
Den såkaldte "Unabomber" har været på fri fod i årevis, da Jim Fitzgerald bliver ansat i FBI. Han forsøger at indføre en ny retning i efterforskningen: Lingvistik som metode til at få dømt en seriemorder. Men der skal gå lang tid, før kolleger og chefer overhovedet begynder at tage ham alvorligt - og imens planlægger "Unabomberen" ganske givet sin næste bombeaktion...
Langt ude i skoven
"Manhunt"-serien er baseret på virkelige hændelser, og er således biografisk stof. Portrætterne af henholdsvis forhutlet FBI-mand og eremit-seriemorder langt ude i skoven er begge so/so. Der er ikke meget, der bider fra sig, og særligt Sam Worthington spiller på det let manierede i sin FBI-Jim Fitzgerald-gengivelse. Lidt mere pondus har Paul Bettany som seriemorderen, men tænder bliver der aldrig vist.
Let konstrueret
I det hele taget fornemmer man det let konstruerede over episoderne, som de lægger på og lægger på den omfattende efterforskning. Begivenhederne kommer aldrig som overraskelser - heller ikke typegalleriet eller replikkerne. Det former en noget uskøn og stift leveret krimi.
Seriemorderens komplekse psykologi
Enkelte episoder har noget af det rigtige - især "Ted", der forsøger at gå dybere ned i seriemorderens komplekse psykologi. Men igen og igen væltes historiefortællingen omkuld af det forudsigeligt konstruerede - komplet med enorme mængder stemnings-underlægningsmusik. Chris Noth præsterer som den eneste med reel udstråling i rollen som Fitzgeralds chef, Don Ackerman.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2020, USA, Krimi, Drama, Biografi, Gyser, Udl. tv-serie, 344 min.
Dansk titel: Manhunt [1]- Sam Worthington (Jim Fitzgerald)
- Paul Bettany (Ted Kaczynski)
- Jeremy Bobb (Stan Cole)
- Lynn Collins (Natalie)
- Brian F. O'Byrne (Frank McAlpine)
- Elizabeth Reaser (Ellie Fitzgerald)
- Christopher Noth (Don Ackerman)
- Jane Lynch (Janet Reno)
- Christian Camargo (Joe Birdland)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation