Pi (1998)

Black Swan (2010)-instruktøren Darren Aronofsky debuterede her med et aparte, anspændt og udtalt auetur-inficeret mystikdrama. "Pi" leger med lyd og billede, så det summer og spjætter i alle kropsafkroge og hjernecentre. Desværre på den udtalt villede måde, hvilket man mærker meget tidligt i filmoplevelsen.

Ekstremt paranoid matematiker

Den sære, introverte matematikertype Maximillian Cohen kæmper en daglig kamp for at udholde tilværelsen. Ikke alene er han ekstremt paranoid, han lider også af helvedeshovedpiner, der gang på gang er tæt på at tage livet af ham. Mens han afviser verden omkring sig, forsøger han at finde "nøglen" til livets (matematiske) sandhed, men vanviddet løber af med ham.

Form over indhold

Syrede kameravinkler sender "Pi" i uskøn bølgegang fra første scene. En sort/hvid og bevidst grimt-grynet æstetik lader billederne stå livsløse hen, komplet med formørkende og ekstra-mystificerende lyssætninger. I det hele taget er Darren Aronofskys fokus fuldstændig på formen - på at imponere - og næsten ikke på indhold overhovedet.

Prætentiøst

"Pi" er prætentiøs og stikker således af med en dagsorden komplet på indpakningens præmisser - dette ser vi også senere i Aronofskys filmografi, ikke mindst i den ovenfor nævnte balletgyser. Det er sensationsmåden at skabe film på - og som understøttelse til denne opfattelse opleves den konstante underlægningsmusik som en kvælertag uden nåde.