Kajaki (2014)

Med et intensitetsniveau næsten på linje med Henri-Georges Clouzots nitrogen-mesterstykke Le salaire de la peur (1953), er "Kajaki" en moderne krigsthriller, der ikke på noget tidspunkt slipper sin tilskuer fra jerngrebet.

Svedig hverdag

En gruppe britiske soldater får den svedige hverdag til at gå med små gøremål i Afghanistan. Her sker ikke det store, og en lille håndfuld fra gruppen beslutter at rykke lidt nedad bjergene for at få bedre udsyn.

Med fare for liv og lemmer

Men i den støvede kløft, de passerer, viser der sig at være talrige landminer gemt. Snart udløser en af soldaterne den første, og han bliver ikke den eneste. Med fare for liv og lemmer skal sygepasserne og kollegasoldaterne nu forsøge at nærme sig de sårede venner.

Tryllebinder fra første scene

"Kajaki" tryllebinder reelt fra første scene. Smukke, enkle og vidunderligt (dybde)perspektiverede billeder af svært støvede og ekstremt hede bjerglandskaber sætter den - i første omgang - tomgangsprægede hverdagsstemning.

Vågent mareridt

Og da soldaterne havner i det vågne mareridt, forfalder instruktør Paul Katis ikke til store hverken visuelle eller lydmæssige armbevægelser. Æstetikken forbliver 100 % nøgtern, 100 % musikløs og 100 % autentisk.

En fysisk filmoplevelse

Det er nærmest en fysisk oplevelse at følge soldaternes ubeskriveligt smertefulde lidelser - både kropsligt og mentalt. Og fysisk er det, netop fordi fortællingen forbliver jordbundet og fuldstændigt mageløst hypnotiserende.

Virkelighedsnært

En ærgerlig epilog med popsangsunderlagt soldaterhæder ødelægger ikke alt for meget af den næsten gennemført grusomme fortælling. Og her er grusom altså noget positivt - med andre ord, så tæt på virkeligheden, som det må tænkes muligt.