Braven (2018)

Flotte, canadiske bjerglandskaber og en pæn portion universal-spænding redder denne plotmæssigt yderst fesne actionfilm fra at forsvinde helt i idioti og spil på det jævne.

Styr på sit shit

Skovarbejderen Joe Braven har styr på sit shit, sin kernefamilie og tilværelsen i det hele taget. Dog er han temmelig belastet af, at faren Linden er ved at blive tiltagende dement.

Røven på komedie

Da han sammen med faren og datteren (datteren har gemt sig i bilen!) er taget op til skovhytten for at ordne nogle småting, får trekløveret snart røvene på komedie. Det viser sig nemlig, at skumle bagmænd har gemt en ordentlig sendning narkotika i Joes skur.

En betændt situation

Nu vil bagmændene have deres drugs, mens familien Braven omvendt ikke vil udlevere dem - for så er de nemlig så godt som sikre på at blive plaffet ned og efterladt i hver sin blodpøl i de sneklædte bjerge.

Tyndt besat

Skurkerollerne er yderst tyndt besat (Garret Dillahunts "Kassen", ja, sådan hedder han) leverer ikke ligefrem storinspireret spil. Heller ikke vore helte emmer af sprudlende indlevelse, eller for den sags skyld personinstruktion.

Vågner op til dåd

Bedst er Stephen Lang som den demente far, der vågner noget op til dåd, da han får den konkrete opgave at forsvare sig selv, sin søn og sit barnebarn. Hele filmen er ekstraordninært indsovset i en sønderrivende musikunderlægning.