Ya no estoy aqui (2019)

Han er ikke som de andre - han er noget for sig selv, får man nærmest lyst til at nynne, når man stifter bekendtskab med den sarte, 17-årige Ulises i denne fascinerende mexicanske film. Ulises trives godt hjemme i Monterrey, Mexico. For når han omgås sine venner, kan han både dyrke en særlig cumbia-dans og samtidig føle sig forstået og accepteret.

En absurditet

Men da han bliver nødt til at drage til New York, er omstændighederne meget anderledes. Her betragtes han på alle måder som en absurditet. Hverken hans sære udseende (særligt hårpragten) eller hans dans kan der andet end rynkes på næsen ad, og den eneste, der viser interesse for ham er reelt 16-årige, asiatisk-amerikanske Lin.

Ukonventionel historie

"Ya no estoy aqui" rammer sin ukonventionelle historie og tilsvarende aparte hovedrollefigur ind i en delikat, diminutiv æstetik, der får blodet og nerverne til at pumpe oprigtigt. Væk er alle intentioner om at puste sig op til noget, man ikke er. I stedet er der fuld fokus på nærværet og på den svære kunst at forblive den, man er, i et fremmed land.

Indsigtsfuldt drama

Det er ikke nogen filmfortælling for masserne, men et kærkomment frikvarter fra mainstream for den, der tager sig tiden. Han beriges med det raffinerede, jordnære og indsigtsfulde drama, der formidles så smukt i Ulises op- og nedture. Ikke mindst fordi Daniel Garcia udgør en troværdig outsider på afveje i rollen som Ulises.

Hviler i sin egen ro

Ellers er skuespillet ikke det mest prangende (mange er amatører), men det er egentlig sekundært i en filmoplevelse, der hviler så stærkt i sin egen ro. Den udtalte musikalitet gør sig gældende i de unge menneskers dans og musikstil - i øvrigt er "Ya no estoy aqui" fuldstændig fritaget for underlægningsmusik og er præget af et balanceret, elegant lyddesign.