Kursk (2018)

Thomas Vinterberg står her i spidsen for en stor koproduktion, hvis barske emne er baseret på virkelige hændelser. Den russiske ubåd Kursk sank i Barentshavet i år 2000 efter et par skæbnesvangre eksplosioner om bord.

På lånt tid

Oven vande er de russiske redningsfolk meget længe om at reagere, selvom man godt er klar over, at nogle få har overlevet ulykken og opholder sig på lånt tid i ubådens ene ende. Udgangen på historien kender vi, desværre, alt for godt.

En rodebutik

Der står nærmest "multi-koproduktion" malet med fede typer som et vandmærke ned over lærredet på denne film. Det fornemmes tydeligt, at der er stykket lidt filmfolk sammen fra hhv. Belgien, Frankrig, Luxembourg, Rumænien, Canada og USA - og fordi instruktøren er dansk, også en hel del danskere (og svenskere!)

"Vennetjenester"

På rollelisten finder vi i hvert fald en god håndfuld danskere, den mest vægtige udfyldes af Magnus Millang, mens resten af birollerne syner noget ufrivilligt komisk af "vennetjenester". Heriblandt Bjarne Henriksen, Lars Brygmann - og især Peter Plaugborg.

Duelig spænding

Men rent teknisk er "Kursk" nu ganske nydelig, og spændingen er duelig især i den første times tid, mens ubådsdramaet endnu tager lidt ilt ind. Det storpolitiske drama oven vande, hvor russerne vægrer sig ved at bede om hjælp, har en vis pondus, men fiser noget ud hen imod slutningen.

Patos og ynk

Sidehistorierne til bekymrede koner og kærester hjemme i den russiske ghetto fungerer ringe. Det bliver mere end noget andet patos og ynk, især når de rebelsk rejser sig og stiller kompromiterende spørgsmål, når de russiske marinespidser holder informationsmøder (en af disse spilles i øvrigt helt uden glimt i øjet af 89-årige (!) Max von Sydow.)

Tankevækkende

Levendegørelsen af den ellers i vid udstrækning glemte/fortiede katastrofe er tankevækkende i sig selv, og derfor bider "Kursk" sig også fast i nogle facetter af historiefortællingen. Heldigvis nogenlunde sparet for alt for stemningsdikterende underlægningsmusik.