Windtalkers (2002)

Patriotismen nærmest gløder, når John Woo sætter den amerikanske indsats under 2. verdenskrig i svingninger. Det er storladent, sødladent og ikke særlig vedkommende.

Sammenbidt determineret

Nicolas Cage er den sammenbidt determinerede soldat Joe Enders, der trods skader på krop (og sjæl) hellere end gerne sendes retur i kamp. Jo før, jo bedre. Men denne gang får han en indfødt amerikaner på slæb.

Kodesprog i kampzonen

Han skal nemlig babysitte Navajo-indianer-soldaten Ben Yahzee. Det indfødte sprog bruges nemlig nu som kodesprog i de store slag, og så kan det nok være, at soldater som Yahzee skal beskyttes. Lige et job for Enders (selvom han hellere bare vil plaffe japanere.)

Meget ligegyldigt

Over to timer lang og yderst sjældent mere end blot moderat interessant føles "Windtalkers" uendelig lang og meget ligegyldig. Alligevel vedbliver kugle- og kanonregnen med at piske ud over det hele: Pænt iscenesat, men hvad skal vi med det?

Ingen løftede øjenbryn

Først og fremmest fremstår filmen som gennem-amerikansk selvopfattelses-selvsmageri. Ikke engang det historisk, potentielt interessante med at bringe kodesproget i fokus afføder det mindste løftede øjenbryn. Med absurd ligegyldig underlægningsmusik af James Horner.