The Last Full Measure (2019)

På mange måder et "retro-krigsdrama", der går under radaren. På trods af en mindre hær af stjerneskuespillere i små og store roller er det svært at slå ned på nogen "X-faktor" i Todd Robinsons manuskript og iscenesættelse.

Glorificering af krigshelten

Historien er meget amerikansk - på den dér let slibrigt-sukrede måde - særligt da vi når hen imod slutningen (som i øvrigt opleves som 100 % givet på forhånd). Men det er selvfølgelig også et tema, som amerikanerne elsker at dyrke: Glorificeringen af krigshelten, der ofrer sig for andre, og ikke mindst sit land.

Langt ud af halsen

Pentagon-karrieremanden Scott Huffman får i nutiden en opgave, som til at begynde med hænger ham langt ud af halsen: Han skal forsøge at finde ud af, hvad der er op og ned i historien om soldaten Willian Pitsenbarger, der 34 år tidligere ofrede sig for sine kolleger og nationen, men posthumt blev nægtet den højeste æresmedalje.

Et puslespil

Huffman bliver efterhånden grebet af at tale med vietnamveteraner, og det lykkes ham at lægge dét puslespil, der skal sikre Pitsenbarger den forsinkede ære - til stor glæde ikke mindst for hans aldrende forældre.

Teknisk lækker

"The Last Full Measure" er teknisk lækkert produceret - dog med en stribe mindre troværdige tilbageblik på Vietnamkrigens rædsler. Heldigvis tager flashback-trenden ikke overhånd, for det er afgjort nutidshistorien, der er mest interessant.

Mange hundrede års erfaring

Det er betagende med de mange stjerneskuespillere, der har fundet vej til dette mindre stjerne-potentielle drama. Alt andet lige løfter de filmoplevelsen med deres mange hundrede års erfaring sammenlagt - uden at der er storspil på drengen.

Klæbrigt

I øvrigt både Christopher Plummer og Peter Fondas sidste film (Plummer lægger dog stemme til en senere animationsfilm). Alt for meget (ligegyldig) underlægningsmusik af Philip Klein sørger for, at stemningerne klæber ekstra meget undervejs.