O que arde (2019)

Alene anslaget til denne lyrisk funderede film overrumpler tilskueren: I en mystisk lyssat skov om natten falder træerne et efter et. Forklaringen kommer snart og lægger op til denne vidunderligt jordbundne, oprigtige og smittende smukke fortælling om et liv i hvilepulsens favn i de spanske ”alper”, langt væk fra storbystress- og jag.

Forbilledligt smuk

Forbilledligt smukt fotograferet i alt fra detaljer til næsten larger than life-naturbilleder. Filmen tager sig rigtig god tid til netop at omfavne detaljerigdomme, både i billederne, men også i skuespillet, særligt mellem mor og søn (begge debuterende spillere, moren midt i 80’erne).

Under mistanke

Sønnen Amador er under mistanke for at have startet en brand, men forsøger at finde roen hos sin gamle mor. Anklagerne og tvivlen sættes sent i filmen i perspektiv, da en større skovbrand går i udbrud.

Nærværet hyldes

Stort set fritaget for underlægningsmusik (på nær et par blokke med stemningsmusik og en begavet anvendt, tilbagevendende barok-arie) er ”O que arde” også på lydsiden en meget oprindelig og ægte filmoplevelse, der hylder nærværet i naturen og hos de mennesker, der færdes i og omkring den.

Meget langt fra speed-snak

Flot produktion, der ligger meget langt fra det velkendt spanske speed-snakkende og overkolorerede. Fortjent vinder af Un certain regard Jury Prize i Cannes.