To (1964)

Ligesom i sit filmrealisme-gennembrud Weekend (1962) danner Palle Kjærulff-Schmidt hér filmpar med Klaus Rifbjerg. "To" er endnu en visuelt lækker, men stivbenet og lidt forstillet filmaffære, som det er svært at elske betingelsesløst.

Svært ved at finde fodfæste

29-årige, rastløse Niels har svært ved at finde fodfæste i tilværelsen. Han klovner (og stjæler) sig gennem hverdagen, hvor han også fungerer som billetkontrollør i en biograf. Men han har et godt øje til den yngre Lone.

Styr på sit shit

Lone har omvendt styr på sit shit, spørgsmålet er, om hun virkelig kan falde for Niels' evindelige klovnerier og selvhævdende scener. I hvert fald er hun fascineret af ham.

Gudsbenådet fotografering

"To" er gudsbenådet fotograferet af Georg Oddner i eminente københavner-locations: Lige dele håndholdt autenticitet og vinklet æstetisering. Det er virkelig guf for øjnene - og en kærkommen lynafleder fra den alt andet end glat glidende historie.

Kringlet manus

Klaus Rifbjergs manus er kringlet, krævende og uforløst. Replikkerne falder utroværdigt og påvirker scenerne i negativ retning. Jens Østerholm kæmper en forgæves kamp med meget store armbevægelser som kender-ingen-besøgelsestid-Niels.

Reel charme

Så er der lidt mere reel charme over Yvonne Ingdals Lone-portræt, selvom man aldrig bliver dus med, at hun skulle kunne være den mindste smule interesseret i Niels, så anmassende, som han er. Der er (lidt for) rigelige mængder jazz-underlægning af Georg Riedel filmen igennem.