Farlige kys (1972)

    En ung psykiater forelsker sig i en (utilregnelig) patient, men erfarer snart, at han har gabt over for meget.


    KEJTET PSYKIATRI / PSYKOLOGI

    Forfatteren Henrik Stangerup instruerede to spillefilm - her den anden, baseret på eget manuskript og med en klar "litterær" tyngde. I hvert fald er det tydeligt, at "Farlige kys" vil noget ganske andet, end gennemsnitsfilmen præsenterede i 1970'ernes Danmark.

     

    En stor mundfuld

    Erik Wedersøes psykiater Torben bliver svært fascineret af - og senere forelsket i - sin nye, smukke og farligt sexede patient Birthe. Efterhånden indleder de to en form for forhold, men Torben må snart erfare, at dét er mere, end han kan gabe over.. liderlighed eller ej.

     

    Perspektiv-nysgerrig fotografering

    I Henning Camres afsøgende og perspektiv-nysgerrige fotografering har Stangerup en stærk formidler af det i hvert fald potentielt betændte kærlighedsdrama. For det kniber mere med troværdigheden i selve spillet mellem kønnene - mellem Wedersøe og Bodil-vindende Lotte Tarp.

     

    Aldrig helt blændende

    Helt blændende bliver det aldrig, og det er ærgerligt, når nu der endelig er lagt kræfter i at skabe en helt anderledes dansk film med noget på hjerte. Oven i købet med et psykologisk/psykiatrisk tema, som ellers ikke er hverdagskost på lærredet. Enkelte scener er trukket alt for langt ud - længe efter at budskabet allerede er blevet anmassende, og dét er ikke kønt.

     

    Roskilde og omegn

    Henlagt til Roskilde og omegn rammes "Farlige kys" fint ind af velvalgte locations, herunder Sankt Hans Hospital og Vikingeskibsmuseet. I mindre roller som psykiatriske patienter ses blege udgaver af bl.a. Vera Gebuhr og Elsebeth Reingaard.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1972, Danmark, Drama, Romantik, 85 min.

    Dansk titel: Farlige kys
    Instr: Henrik Stangerup Prod: Erik Crone, Sven Grønlykke Manus: Henrik Stangerup Foto: Henning Camre Klip: Lars Brydesen Mus: Patrick Gowers
    Priser
    • BD - Bedste skuespillerinde (Tarp)