To som elsker hinanden (1944)

    En forgældet enke-godsejerinde og hendes smukke datter søger efter en rig mand til datteren. Måske kan han redde godset.


    KAN KÆRLIGHED KØBES?

    Det er en rigtig skidt mission, som enke-godsejerinde Selstrup og hendes smukke datter Ellen hér er på. Fordi familiegodset er forgældet, bliver Selstrup af sagføreren rådet til at få Ellen godt gift. Med andre ord: De skal finde en meget rig mand til hende - og sagføreren har en i kikkerten.

     

    Jordbundet rigmand

    Nemlig den jordbundne rigmand Torben Holm. Han er blevet rig i Canada og går nu og keder sig lidt i lille Danmark. Lige det rette tidspunkt for Ellen at slå til på. Så hun sørger for at vimse forbi Holm - og snart kan brylluppet stå.

     

    Et sært ægteskab

    Men ægteskabet er nok ikke helt, som Torben havde det i tankerne. At kende Ellen i bibelsk forstand kommer ikke på tale. I det hele taget er Ellen og moren sjældent hjemme: De er hver aften ude at socialisere og bruge hans penge. Men... med tiden har Torben nok den helt rette modgift? Ellers kan de to jo ligeså godt blive skilt.

     

    Blændende Bodil Kjer

    "To som elsker hinanden" er først og fremmest båret i guldstol af en blændende Bodil Kjer-præstation - en af karrierens bedste. Som Ellen Selstrup er Kjer både sårbar, sansende og køligt beregnende, så det smitter selv den mest hårdhudede tilskuer.

     

    Værdigt modspil

    Og Ebbe Rode yder hende særdeles værdigt (under-)modspil som den gennemrolige, tålmodige Torben (Kjer og Rode var gift i 1944). Valdemar Møller og Petrine Sonne er begge godt castet i mindre roller som henholdsvis "butler" og klog, gammel kone.

     

    Betagende ro

    Der hviler en svært betagende ro over Charles Tharnæs' iscenesættelse, der udnytter de små finurligheder i en grundlæggende tynd historie,  og gør dem vægtige og troværdige. Først og fremmest det aparte kærlighedsforhold, der må så grueligt meget igennem, før det kan blomstre i en omfavnelse af total overgivelse.

     

    Mange udendørsoptagelser

    I betragtning af at filmen er optaget under krigen, rummer den behageligt mange udendørsoptagelser, og Emil Reesens underlægningsmusik bliver aldrig en stemningsdiktator. Et gennemgående tema er Reesens egen og smukke titelsang.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1944, Danmark, Drama, Romantik, Komedie, 98 min.

    Dansk titel: To som elsker hinanden
    Instr: Charles Tharnæs Prod: John Olsen Manus: Charles Tharnæs Baseret på: digt af Viggo Stuckenberg Foto: Annelise Reenberg, Aage Wiltrup Mus: Emil Reesen