Stjerneskud (1947)

Fatalt gumetung og tilsvarende tumpedum meta-farce, der sætter Osvald Helmuth og den samtidigt i Norge hittende Einar Sissener i scene - som henholdvis sig selv A og sig selv B.

Jammerlig begyndelse

Til at begynde med - og et langt stykke derudad - kan man slet ikke forestille sig, at "Stjerneskud" kommer til at kaste så meget som en eneste tålelig scene af sig. Men man tager heldigvis fejl.

Magien opstår

For magien opstår, uventet i sammenhængen, da Osvald Helmuth går solo og synge-snakker en lille håndfuld viser: Afgjort mest sværmerisk, da han med Langelinjekajen som baggrund drømmesynger om verden derude... på det åbne hav. Men også "Konen, Kællingen, Madammen" er et betagende og rørende studie i Helmuths enestående visesangertalent - og i hans kammeratække.

Pusterum fra "handlingen"

Og sangsekvenserne er lange, nogle gange nærmere fem minutter - hvilket udgør helt nødvendige pusterum fra den øvrige "handling". De mange pjatterier mellem Helmuth og Sissener er nemlig så fladpandede, at selv den mest lagkagekomik-elskende må korse sig.

Fine billeder af København

Når herlighederne (sjældent) bevæger sig udendørs, får vi et herligt billede på København anno lige efter krigen (en på gaden fortravlet Ib Schønberg optræder i karrierens velsagtens mindste rolle, da han belæsset med pakker vinker til d'herrer i et splitsekund.)

Ukritisk klippet

Alt i alt udgør "Stjerneskud" en yderst mærkværdig og ukritisk klippet omgang sketch-komik. I dag mest interessant fordi den iscenesætter Osvald Helmuth i hans fulde potentiale i viserne - og fordi filmen betød debut til Dirch Passer i en mikrorolle som jaloux og hårdtslående pensionatsgemal.