Sådan er de alle (1968)

Forfriskende indspil fra Knud Leif Thomsen i de på mange måder ujævne danske film-60'ere. I hvert fald på overfladen: Et anderledes plot, der væver et stykke over klassisk musik og seksuel uskyldighed.

Rammer langt fra plet

Men så alligevel ikke helt. "Sådan er de alle" rammer nemlig langt fra plet i sin skildring af den klassisk musikstuderende Johannes, som han kærtegner celloens strenge, samtidig med at han forvirret, usikker og kejtet forsøger at stifte bekendtskab med det forjættede begreb sex.

Et betændt væddemål

Det dér med kvinder er bare ikke nemt, må Johannes erfare. Og det bliver kun mere komplekst af, at hans brovtende, selvhævdende og proklamerede kussemagnet-jazzven Herbert indgår et væddemål med Johannes om, at han kan komme i kanen med smukke Elisabeth - inden der er gået 6 timer. Elisabeth, som Johannes selv er interesseret i.

Sødt hovedrolleportræt

Havde det ikke været for Jesper Langbergs i vid udstrækning søde (og Bodil-vindende) hovedrolleportræt, ville Knud Leif Thomsens kejtede film unægtelig have stået meget svagt. Nu slæber den an - flot hjulpet på vej af Jørgen Skovs nybølge-inspirerede, sort/hvide københavner-fotografering (Kongens Have, Musikkonservatoriet m.m.).

Formildende omstændighed

Det er også en formildende omstændighed med den klassiske (dog udelukkende Mozart) musik som et væsentligt greb i handlingen. Ingen originalmusik supplerer - et klogt fravalg.

Hårdt optegnede karikaturer

Ingen blandt birollerne glimrer i hårdt optegnede karikaturroller. Judy Gringer er stiv som et bræt som Johannes' potentielle underbo-flirt, og Per Goldschmidt er a pain in the *** som selvhævder-rebellen Herbert.