Paradis retur (1964)

"Det var et helvede at lave den film," udtrykte Gabriel Axel mange år efter tilblivelsen af "Paradis retur". Og det skyldtes primært, at forfatteren bag, Peter Ronild, blandede sig i tide og utide og besværliggjorde det i forvejen ret så sære set up yderligere.

Udkants-København

Historien tager udgangspunkt i det herrens år 1928 og skal siden føre os med frem mod det mere nutidige: Dét med tid tager "Paradis retur" ikke så højtideligt igen. Poul Reichhardts Tonnemann bor sammen med en lille gruppe selvbyggere på det yderste af Islands Brygge, nærmere bestemt på Nokken.

Den endeløse fælled

Her er nærmeste nabo den endeløse fælled - og en enorm og hastigt voksende losseplads. Tonnemann er i evig kamp mod øvrigheden, hér lossepladsens magthavere, men han kan intet gøre ved skidtets udvidelse, hvilket truer de små paphuses eksistens.

Symbolsk filosoferende

Historien er ikke helt nem at holde rede på - filmen er i vid ustrækning symbolsk filosoferende, med det konkrete billede af lossepladsen som det danske samfunds usle bagside. Men ud af disse (vel)overvejelser opstår der alligevel en stærk fascination, der distancerer sig flot fra dansk films kedelige 60'er-gennemsnit.

En bjergkæde på Amager

I en stilren sort/hvid fotografering af det grimmes æstetik indfanges stemninger, man ikke er vant til at få serveret i dansk sammenhæng, komplet med skigende mågeflokke over de enorme lossepladsdynger, der rejser sig som en bjergkæde over flade Amager. Bent Fabricius-Bjerres musik er fint komponeret og sjældent ret anmassende.

Pendul-svingende

Vanskeligere vilkår har skuespillerne, der nok lever sig pænt ind i den mystiske og tids-ubestemmelige rodebutik, men som alligevel bliver fejet noget til side af de mange lag af (for)tænkt social-(sur)realisme. Fine scener med børn i søde situationer på Fælleden udgør oaser fra den pendul-svingende helhed.