Sikken en Nat (1947)
En betuttet, nygift radiotelegrafist har kun et døgn på bryllupsrejse sammen med sin kone. Men det går op i hat og briller på et hotel i København.
ABSURD LAVKOMISK REMAKE
Skuespilleren Asbjørn Andersen, der ellers serverede otte øvrige habile film som instruktør mellem 1946-1952, fejlede her på det skammeligste med sin 2. film, "Sikken en Nat" - et remake af 1942-Hollywood-farcen "One Thrilling Night".
Ynkeligt skue
Det er virkelig ynkeligt at bevidne den på alle måder ubehændige farce-maveplasker. Alle de stakkels, sagesløse skuespillere vrider sig forgæves mellem idiotiske scener og blævrede replikker, og trods filmens beskedne spilletid synes "herlighederne" endeløse, ikke mindst da kriminalplottet begynder at køre i ring.
En enkelt dags bryllupsrejse
Helge Kjærulff-Schmidts skibsradiotelegrafist Peter Holm skal skynde sig. Han har nemlig kun et par dage, før han skal til søs igen. Og dem skal han bruge på at blive gift med Grethe Thordahls Tove... og på en bryllupsrejse til København.
Problemerne melder sig
Da endelig parret er ankommet til hotellet i hovedstaden, begynder problemerne at melde sig. Helt grundlæggende vil Peter og Tove jo gerne lære hinanden at kende (i bibelsk forstand), men det bliver de forhindret i gang på gang.
Ingen dikkedik på briksen
En gangsterbande er nemlig på spil, ledet af Jørn Jeppesens Smukke Adolf. Og snart befinder Peter og Tove sig i en frygtelig klemme, der godt kan betyde, at dikkedikkeriet på briksen må udskydes, hvis de da ikke selv er blevet (ud)skudt forinden!
Betuttet
Helge Kjærulff-Schmidt er næppe set mere (ufrivilligt) famlende end i dette tåbelige plot, men han forsøger alligevel utrætteligt at vride en smule troværdig komik ud af sin meget betuttede og seksuelt helt grønne Peter-type. Det lykkes ikke.
Direkte i glemmebogen
Bedst på rollelisten er Henry Nielsen, her i en lidt større birolle som hotelportieren Valdemar Engblomme. Resten fejes direkte i glemmebogen, fulgt til dørs af Peter Deutschs lirum-larum-underlægningsmusik.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1947, Danmark, Komedie, Farce, Krimi, 82 min.
Dansk titel: Sikken en Nat- Helge Kjærulff-Schmidt (Peter Holm)
- Grethe Thordahl (Tove Holm)
- Henry Nielsen (Valdemar Engblomme)
- Sigurd Langberg (Overbetjent)
- Jørn Jeppesen (Smukke Adolf)
- Elsa Kourani (Adolfs veninde)
- Eigil Reimers (Ålen)
- Asbjørn Andersen (Kaptajn)
- Bjørn Puggaard-Müller (Betjent)
- Knud Heglund (Biograf-konferencier)
- Arne-Ole David (Gangster)
- Svend Bille (Beruset mand)
- Vagn Kramer (Jack)
- Miskow Makwarth (Krabben)
- Ingeborg Pehrson (Hotelgæst)
- Alex Suhr (Styrmand)
- Ejner Bjørkmann (Mand i detention)
- Dirch Passer (Biografgænger)
- Georg Larsen (Piccolo)
- Aksel Stevnsborg (Dagportier)
- Axel Schultz (Mand på gaden)
- Bruno Tyron
- Poul Müller
- Jørgen Krogh (II)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation