Over alle grænser (1958)

    En forsømt husmor stikker af, samles op af en langturschauffør og havner efterhånden på sightseeing i Sydeuropa.


    DEN FORSØMTE KVINDE

    "Så kan han lære det!" Efter at John Wittigs husfar og ægtemand Erik er blevet taget med bukserne nede, (Helle Virkners husmor og viv Vera erfarer, at han har været i Rom i stedet for som proklameret på forretningsrejse i København), tager Vera sit gode tøj og går... simpelthen!

     

    Syd for grænsen

    Ude på landevejen skal tankerne have luft, men der går ikke længe, før Holger Juul Hansens langturschauffør Anton svinger ind og byder op til lift. Ja, hvorfor egentlig ikke? Og snart er de to syd for grænsen med kurs mod det østrigske...

     

    Ægteskabsbetændt tema

    Her i 1958 har et ægteskabs-betændt tema som dette været en kende vovet. For hvad i alverden bilder hustruen sig egentlig ind, og hvor er hun dog løsagtig sådan at køre med en tilfældig chauffør uden at give mand og barn besked?! Men "gudskelov" erfarer Vera da også på sin rejse, at hun har handlet overilet og unfair.

     

    Konventionelt

    Den produktive dokumentarist Svend Aage Lorentz iscenesatte kun to spillefilm, første gang i 1954 med den ret så veloplagte børne-episodefilm Himlen er blaa (1954). Og her fire år senere altså den mere konventionelle "Over alle grænser", der dog viser sig ambitiøs ved at tage filmholdet med syd for grænsen.

     

    Stift og uinspireret

    Det er også lige ved at være det mest ambitiøse ved filmen. For iscenesættelsen bærer præg af det stive og uinspirerede i alt fra spil til teknisk udførelse. Klipningen er sine steder decideret åndsforladt, og det er ikke meget ynde, man får ud af de potentielt bjergtagende omgivelser, som Vera og Anton ellers kører live igennem.

     

    Anderledes underlægningsmusik

    En meget anderledes oplevelse ved "Over alle grænser" er imidlertid Børge Roger-Henrichsens underlægningsmusik. Hvor bombastisk den end er anvendt, er den milevidt mere interessant komponeret end den gennemsnitligt samtidige danske filmmusik. Roger-Henrichsen var en meget aktiv, klassisk uddannet komponist, der dog på spillefilmsfronten kun leverede musikken til Svend Aage Lorentz' to titler.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1958, Danmark, Drama, Biler på film, 97 min.

    Dansk titel: Over alle grænser
    Instr: Svend Aage Lorentz Manus: Svend Aage Lorentz Foto: Henning Bendtsen, Frank Paulsen, Jørgen Juul Sørensen Mus: Børge Roger-Henrichsen