Behind the Candelabra (2013)
En talentfuld og ekstremt populær entertainer lever det søde liv i sus og dus. Måske kan mødet med en ung mand ændre den overfladiske livsstil?
EN LILLE SUKKERGODBID
Ultimativt bøsset, på den løse håndledsmåde, men heldigvis også et ekstremt tragikomisk indblik i, hvad rigdom og berømmelse kan gøre ved de "forkerte" typer: I dette tilfælde den feterede pianist og entertainer Liberace.
Dårlig stil
Liberace var verdens højest betalte entertainer fra 1950’erne til 1970’erne, og hans privatliv bar i dén grad præg af lysten udi glamour, som den kan tage sig ud i den dårlige stils kvalme kvælning.
Ultimativt bøsseri
At Liberace var bøsse ville ingen i dag være i tvivl om efter at have oplevet ham i blot et par sekunder. Men i samtiden var amerikanerne blinde for dén mulighed. Og Liberace ønskede omvendt ikke at ødelægge myten om, at han var til kvinder. En dag møder Liberace den væsentligt yngre og lidt usikre Scott, og der er dømt kærlighed ved første blik. Eller i hvert fald fascination ved første blik.
I overfladens tjeneste
Liberace begærer Scotts ungdom. Scott begærer Liberaces rigdom. Alligevel bliver de to sammen i fem år, og hvad de ikke må igennem af aparte kriser i overfladens tjeneste!
En lille sukkergodbid
Denne HBO-tvproduktion nåede fortjent de danske biografer. Her er nemlig tale om lidt af en sukkergodbid. Michael Douglas’ portræt af den manierede superstjerne hører til blandt hans absolut bedste præstationer, ligesom Matt Damon endelig(!) markerer sig i den skæve og krævende rolle som den dybt naive partner Scott.
Lattervækkende og skræmmende overlade
Den ekstreme overflade, som Liberace praktiserer, er lige dele lattervækkende og skræmmende. Og det er instruktør Steven Soderberghs helt store fortjeneste, at filmen så flot håndterer både op- og nedturene bag de mange lag af glinsende smykker, pelse og kosmetiske operationer.
Længsel og ensomhed
Det er lige til at skrige over, så kunstigt, søgt og villet, det er muligt at leve livet – og midt i denne aparte, deprimerende atmosfære af længsel og ensomhed opstår et særligt bånd mellem de to mænd. Noget, der med lidt god vilje kan kaldes kærlighed.
Dyb usikkerhed
Filmen formidler den grundlæggende dybt usikre vaklen efter en smule nærhed midt imellem alt det, som penge kan købe. Og det er filmens styrke, at den evner at tegne et så splittet portræt på så ukrukket en måde.
Ingen kunstige tilsætningsstoffer
Krukkeriet sørger hovedpersonerne for. Filmens form er rolig, omhyggelig og uden kunstige tilsætningsstoffer. Bl.a. er her ikke meget underlægningsmusik. Liberaces shows udgør alene små indstik af musikalsk sværmeri. Rob Lowe er ganske enkelt funklende som den totalt plastikskamferede plastikkirurg Jack Startz.
Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2013, USA, Drama, Homoseksuelt tema, Biografi, 118 min.
Dansk titel: Mit liv med Liberace- Michael Douglas (Liberace)
- Matt Damon (Scott Thorson)
- Scott Bakula (Bob Black)
- Dan Aykroyd (Seymour Heller)
- Bruce Ramsay (Carlucci)
- Rob Lowe (Dr. Jack Startz)
- Paul Reiser (Scott's Attourney)
- Garrett M. Brown (Joe Carracappa)
- Boyd Holbrook (Cary James)
- Josh Meyers (Liberace's Attorney)
- Mike O'Malley (Tracy Schnelker)
- David Koechner (John)
- Eddie Jemison (Assistant Director)
- Tom Papa (Ray Arnett)
- Debbie Reynolds (Frances Liberace)
- Rachel Markarian (Showgirl)
- Deborah Lacey (Gladys)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN-N - Palme d'Or-nominering
- GG - Bedste tv-film
- GG - Bedste skuespiller (Douglas)
- GG-N - Bedste skuespiller (Damon)
- GG-N - Bedste birolleskuespiller (Lowe)