Kærlighed uden stop (1989)

Nærmest - og uden sammenligning i øvrigt! - som en slags dansk Strangers on a Train (1951) serveres her en Otto Brandenburg-film noget ud over det sædvanlige. Og alene herfor skal "Kærlighed uden stop" have roser. For selvom filmen er meget utilfredsstillende i helheden, byder den trods alt på noget helt andet i dansk sammenhæng.

Guldøl og togrejser

Brandenburg spiller den forhutlede Peter, der har fremlejet sin lejlighed til en massageklinik. Så kan han i stedet bruge penge og tid på guldøl og togrejser. Med sin allezoners-kort til Intercity-togene er han fast inventar på skinnerne, til stor fortrydelse for Bent Warburgs togkonduktør.

En kvinde i skak

Men med konduktørkollegaen Eva forholder det sig anderledes: Hun flirtede med Peter i ungdomsårene og har ikke noget imod, at han invaderer hendes togsæt. Hun har også rigeligt at bekymre sig over på hjemmefronten, hvor hendes kollerisk-sadistiske mand Bent (Peters bror) sørger for at holde hende fysisk og psykisk i skak.

Hurtigt ensformigt

De mange scener i bumletog bliver hurtigt ensformige, selvom Otto Brandenburg som filmens markant bedste spiller gør alt, hvad han kan for at troværdiggøre de aparte scener. Hans udvidede flirts med Ann-Mari Max Hansen er ikke troværdige, men dog mere troværdige end Max Hansen overfor Benny Hansen.

Trist og unuanceret

Benny Hansen har fået en trist og unuanceret skurkerolle, og det er ærgerligt, da man klart fornemmer hans potentiale også udi denne rolletype. I en mikro-rolle som brødrene Bent og Peters stedfar glimrer Lars Lunøe i sammelagt et minuts tid, iført plettet netundertrøje og diminutiv herretrusse.

Skinger tone

"Kærlighed uden stop" kunne have været meget mere vellykket, fornemmer man, hvis ikke den hurtigt var blevet styret ud på et sidespor, hvor tonen bliver skinger og uklædelig. Spildte kræfter over en bred kam, men alligevel opsigtsvækkende alternativt.